No regrets – they don’t work.

I går eftermiddags lå jeg og tænkte på, at jeg kunne have været bachelor i odontologi nu og så småt i gang med kandidaten, hvis altså jeg var fortsat med at læse på uni. Og så tænkte jeg på, at hvis jeg havde læst videre, så sad jeg ikke i den her situation, som jeg befinder mig i nu. Og så tudede jeg som jeg ved ikke hvad.

Men hvad nytter det at småfortryde? Ikke en skid. Helt ærligt, så var det jo bare slet ikke mig at vimse rundt på uni og blive klogere.

Og hvem siger at tingene ville have været anderledes? Altså lige bortset fra, at jeg altså ikke havde pådraget mig en skade efter en arbejdsulykke. Og så tudede jeg endnu mere.

Da jeg blev træt af at tude, gik jeg i Rema. Så gik det over. Sådan da.