Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget
endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene.
Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker
hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25.
juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke
holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig
ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i
udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg
afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer,
døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers
gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og
samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’
måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert
at skulle få job på den måde.
Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var
simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort
set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og
det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det
bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun
er glemt.
Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den
mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af
dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af,
at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på
eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min
lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede
musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt
nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt
halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney
og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en
aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for
kommunikation, det er til for at blive misforstået!
Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons
awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at
DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage
i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig
god!!!).
Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og
faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn
igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her
hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet
og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og
gud-ved-hvilken-nr-kop te.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar