2010 december 15.,
Solen vågnede så smukt over den lille by, og kastede
sit guldskær ned på alle bygninger og huse. Det glimtede i sneen; malede røgen
fra varmekraftværkets skorsten gyldent rosa; kastede lyset ned fra etageejendommenes
vinduer på de kolde, mørke gader og stræder. Når man gik mod centrum stod det
klare lys i skærende kontrast til den isblå himmel og julepynten, som vidner
om, at julen er nær.
På min vej igennem den dybfrosne by, med solen i øst
som mit kompas, gik jeg mellem alle de andre forfrosne byboere, som også havde
vovet sig ud. Lyset kaldet på dem. Da jeg passerede Alex W. stod der en mor med
to drenge. ’Nej, se mor! Et modeltog!’ og begge drenge stod klistret til ruden
for at se skinnerne, togene, husene og hvad der ellers hører med til et
modeltog. Drengene begejstring stod i skærende kontrast til deres røde næser og
kolde tær! Der kunne ses julelys i deres øjne, og ikke en eneste sjæl var i
tvivl om, at modeltog stadig kan få selv den mindste gut til at drømme og ønske
sig langt ud på prærien hvor der i gamle dage kørte damplokomotiver. At se
disse to drenge juble over et modeltog, mindede mig om min fars modeltog. Det
blev brugt flittigt i min barndom, og vi byggede baner både i kælderen og på loftet.
Mit barndomsminde blev brat sat i bero, da en pige med
asiatisk udseende kom gående imod mig. Hun var godt pakket ind. Hun havde
faktisk så meget tøj på, at hun knap nok kunne bevæge sig. Hvis du har set
hvordan pingvinerne bevæger sig, når de går rundt dernede på sydpolen, så ved
du også hvordan denne pige luntede igennem byen. Rent temperatumæssiggt, så
kunne man godt fristes til at tro, at solen var stået op over sydpolen, og ikke
i lille Danmark. Men nu var solen stået op i Danmark - Jylland for at være mere
præcis, og det tegnede til at blive en smuk, solrig dag i den forfrosne by.
Da jeg vendte snuden hjemad igen, hørte jeg
pludselig en lille grins stå og øffe. ’Øf øf’ sage den, og det slog mig, at jeg
var rejst tilbage i tiden til dengang hvor der var torvemarkeder i byen, og
bønderne kom fra landet for at sælge julegrise. Så heldig var jeg dog ikke. Det
var blot en lille lyserød legetøjsgris som stod og øffede udenfor en Fætter BR.
De kunne ellers være sjovt at rejse tilbage i tiden til dengang bare for at
opleve stemningen og se byen helt anderledes. Mon det også var lige så koldt
dengang? Det har det nok været. Jeg tvivler dog på, at børnehaverne tog på tur
ind til torvet dengang. Der fandtes vist nok ikke børnehaver. Og børnene gik
helt sikkert ikke i lilla, lyserød, grønne, blå, turkis eller Spiderman-jakker
dengang. Men det gjorde de børnehavebørn som jeg holdet tilbage for. De gik to
og to i deres seje jakker og små huer på. Pigerne havde en strikket blomst syet
på deres lyserøde huer. Hvor mon de skulle hen i denne kulde. Forhåbentligt
skulle de have varm chokolade og boller mens en af pædagogerne læste et
juleeventyr for dem. Det synes jeg i hvert fald kunne være virkelig hyggeligt.
Når nu det er så bidende koldt i dag, så ville det være perfekt at drikke varm
chokolade og spise nybagte boler med smør. Det skulle nok kunne give varme
hjemme i de små stuer i denne tid. Og når nu det atter er jul, så er det
tilladt at hygge sig. Hvem ville ikke blive begejstret for et bord dækket med
krus og et stort fad med nybagte boller mens mor står i køkkenet og pisker
flødeskum til den varme chokolade. Det ville jeg i hvert fald blive begejstret
for. Måske ville jeg endda stå med julelys i øjnene og med fryd i stemmen juble
’Se mor! Varm chokolade!’. Og min mor ville smile og kalde mig for pjattet. Men
selvom jeg snart bliver 30 år, så kan det vel ikke skade at genkalde sig
barndommens lykkelige øjeblikke. Det er jo jul!
MSJ 1981
Ingen kommentarer:
Send en kommentar