Indvielse af nyt missionshus.

Jeg var med til indvielsen af et nyt missionshus en aften. Det er et topmoderne nybyggeri til – hold nu fast - 13 mio. kr.! På et tidspunkt blev der fortalt, at man i byen snakkede om, at kirkeskatten sikkert ville stige fordi byggeriet var så spektakulært. Du kan være helt sikker på, at kirkeskatten IKKE stiger. Og jeg kan forsikre dig, at indvielse af et nyt missionshus ikke er noget, der sker hvert år. Der går rigtig mange år i mellem. De fleste missionshuse i Danmark er nærmest 100 år gamle, så chancerne for at jeg kommer til at opleve en indvielse af et nyt missionshus på et senere tidspunkt i mit liv er ganske, ganske små, nærmest ingen.

Det var en hyggelig aften, og der var et kæmpe stort kagebord til kaffen, noget som jeg jo slet ikke kan stå for. Da jeg skal til at kaste mig over bjerget af kage på min tallerken, bliver jeg spurgt om jeg er med i noget menighedsarbejde, der hvor jeg bor…Øh, hvad svare man lige til det? Jeg fik det pænt fejet af bordet med et ”Nej, det er jeg ikke”. Det havde jeg så ikke lige regnet med, at blive spurgt om.

No regrets – they don’t work.

I går eftermiddags lå jeg og tænkte på, at jeg kunne have været bachelor i odontologi nu og så småt i gang med kandidaten, hvis altså jeg var fortsat med at læse på uni. Og så tænkte jeg på, at hvis jeg havde læst videre, så sad jeg ikke i den her situation, som jeg befinder mig i nu. Og så tudede jeg som jeg ved ikke hvad.

Men hvad nytter det at småfortryde? Ikke en skid. Helt ærligt, så var det jo bare slet ikke mig at vimse rundt på uni og blive klogere.

Og hvem siger at tingene ville have været anderledes? Altså lige bortset fra, at jeg altså ikke havde pådraget mig en skade efter en arbejdsulykke. Og så tudede jeg endnu mere.

Da jeg blev træt af at tude, gik jeg i Rema. Så gik det over. Sådan da.

Dyt! Dyt! Her kommer jeg!

Så bliver man smidt ind bag rattet i en Alfa Romeo, med beskeden om, at køre til Harboøre. Til det skal det lige siges, at jeg ikke har kørt bil på offentlig vej siden 2006, hvor jeg i forbindelse med Operation Dagsværk skulle sætte plakater op på diverse uddannelsesinstitutioner for Radio ABC – og så en kort køretur på grusvej sidste sommer, men det tæller ikke rigtig. ’Hold på hat og brille’ tænkte jeg, da jeg sad bag rattet i den fine Alfa Romeo. Men både bil, medpassager og landevejen holdt til det. Jeg vil ikke udtale mig om min egen tilstand. Dog var jeg nær et hjerteanfald… Det blev efterfølgende sagt, at hvis jeg bare kunne slappe lidt mere af, så var der sådan set ikke så meget andet at påtale ved min kørsel. Noget siger mig, at jeg skal have en ordentlig røvfuld køretimer, inden jeg så meget som tænker på at anskaffe mig en bil en dag, men det bliver først aktuelt laaangt ude i fremtiden!

Niels Ebbesen har fået selskab.

Randers tog sig anderledes ud her til morgen, da jeg skulle ned til ørelægen. Jeg måtte selvfølgelig undersøge hvad det gik ud på. Det er en kampagne, projekt UDENFOR, som er skabt for at sætte fokus på hjemløse. Meget fint initiativ. Og jeg var bestemt ikke den eneste, som lige skulle kigge lidt nærmere på Niels Ebbensen's nye venner.

Der er alting noget at gøre for en landmand om foråret.

Jeg har været et par dage i det blæsende og kolde Vestjylland, og der var virkelig gang i den på alle markerne. Det er jo lige tiden, hvor der skal harves, sås o.l. En sen eftermiddag/aften var der spredning af ajle, men hvad man naturligvis ikke kan lugte på billedet, så hang der en fæl, fæl lugt i luften. Den var så fæl, at man nærmest var ved at brække sig, hvis man stod vendt mod vindretningen. Dog kom den fæle lugt ikke fra ajlen, men fra en gyllespreder, som spredte svinegylle på naboens marker. Bortset fra gyllespredningen, så var det altså ret fascinerende at se på alle de store maskiner, som kører frem og tilbage og frem og tilbage på markerne i disse dage. Jeg har en eller anden ting med maskiner.

Det var virkelig tiltrængt med et par dage vest på. Det hjalp helt klart på mit elendige humør, som toppede fredag, hvor jeg underskrev salgsaftalen. Puha, det var bestemt ikke sjovt.

50 dage - and counting.

Jeg kom liiige til at 'hvor-er-det-bare-synd-for-mig'-trøsteshoppe lidt på H&M's website. Eller...altså, jeg sad og overvejede om jeg skulle have en ny sommerjakke, for den jeg har er fra sommeren 2008, og er altså købt i H&M's børneafdeling...og der er gået hul på lommerne. Sidst jeg kiggede rundt efter en jakke på hm.com fandt jeg ikke noget, der faldt i min smag (hvis altså tøj fra H&M er en smag). I går aftes faldt jeg så over denne t-shirt...

Og nej, det er ikke en jakke, men altså det er jo MJ, og det kan jeg så absolut ikke stå for. Den var på tilbud, og jeg havde et gavekort liggende, fordi H&M på et tidspunkt sendte en forkert vare, så det ville jeg da benytte mig af. Til mit held, eller hvad man nu skal kalde det, fandt jeg en jakke, som også røg i indkøbskurven.

Nu mangler der så bare noget forårsagtigt/sommerligt vejr...

Det er da helt klart en mulighed!

Jeg er så småt gået i gang med, at lede efter en leje lejlighed, men hold nu op hvor er der mange steder på nettet, hvor man kan lede. Selvom udbuddet er stort, så kan man nemt blive lettere forvirret. Og det gør det altså heller ikke nemmere, når man falder over et link, der er himmelvidt fra de søgekriterier, som man har indtastet.

Den anden aften sad jeg og kiggede på lejligheder på dba.dk, og der var da et par muligheder, som skal tages op til overvejelse - hvis de altså ikke bliver lejet ud i mellem tiden. På et tidspunkt faldt jeg over et link til en lejlighed med en husleje omkring de 20.000 kr.

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Jeg blev nysgerrig, for det var så fuldstændig urealistisk at der blev linket til så dyr en leje lejlighed, specielt når man tænker på mit indkomstgrundlag og dårlige økonomi. Dog kunne jeg ikke lade være med, at tjekke lejligheden ud, for det var da en absurd høj husleje. Det stod rimelig hurtigt klart, at lejligheden ikke befandt sig i Jylland overhovedet! Lejligheden er beliggende på Fredriksberg, og jeg tabte både næse og mund, da jeg så huset, hvori lejligheden er. Hvis penge ikke var et problem, så var det da helt klart en mulighed, for hold da Magda, hvor er det smukt!

Da jeg løsrev mig fra mit dagdrømmeri om en überskøn lejlighed og mange millioner på kontoen, gik luften ud af ballonen, og jeg opgav at lede videre den aften. Spørgsmålet om hvor lille en lejlighed jeg ender med at leje, meldte sig på banen, og så var der ikke meget sjov ved at lede videre. Godt nok er min ejerlejlighed ikke jordens største, 39 kvm, men hvis jeg skal se positivt på det her flyttehalløj, så ville det da helt klart være at foretrække, at flytte i en 2-værelses. Det er bare ikke sikkert at min økonomi tillader det.

Efter at have været rundt på andre websteder med lejligheder, har jeg besluttet mig for, at vente med at tage ud for at se på lejligheder, til jeg har et overblik over hvad jeg skal gå efter mht. husleje o.l. Jeg gider ikke bese en lejlighed, forelske mig i den (if that's even possible), og så efterfølgende indse, at det aldrig kan blive en mulighed at bo til leje der, fordi min økonomi ikke er til det. Så jeg venter til papirene vedr. salg foreligger. Jeg skal også en tur omkring banken, inden jeg for alvor kaster mig ud i den helt store boligjagt.

I mellemtiden kan jeg vel godt tillade mig, at dagdrømme lidt? Dog ikke om lejligheden på Frederiksberg. Det er for urealistisk - selv i en dagdrøm.

Du kan se den omtalte lejlighed her, hvis du har lyst.

51 dage - and counting.

Den 17. december 2011 skrev jeg følgende i min kalender:  

Mit liv er som Langå togstation. Der sker ikke en skid. Alt er forsinket. Alt lader vente på sig. Når der så endelig ankommer et tog, som eftersigende kører mod den ønskede destination, og man stiger på, så sidder man alligevel og frygter, at toget kører i den forkerte retning. For kører toget nu også derhen, hvor jeg har købt billet til? Kan det nu passe, at toget faktisk skal den vej, og ikke bare sejler derud af på må og få? Vil det lykkedes denne gang?

Gad vide hvor jeg ender nu, hvor min lejlighed er blevet solgt? Kommer det rigtig tog mon og tager mig med?

Donna-mode vol. II

Det blev ikke til en 'morfar'. Jeg smed en kanelsnegl i ovnen, lavede en jordbær smoothie og en portion trefarvetis med popcorn, og så var jeg ellers klar til at se en film. Valget faldt på 'Æblemost Reglementet', og selvom jeg har set den et par gange, så er den nu alligevel god. Jeg glemte da mit stressniveau for en stund, hvilket var lige så tiltrængt som en 'morfar' sikkert havde været det.

Wisdom of today?

Jeg så denne på 'Things we forget'-bloggen, og den trængte jeg da vist til at få smidt i hovedet. Der er da i hvert fald en sandhed i det...det er vigtigt at holde for øje, så man ikke stirre sig blind på alt det negative. Jeg måtte i hvert fald lige stoppe op, og give den tid til eftertanke.

Smil herfra! (hvor er det altså fucking nice at smile lidt igen)

En hel stak papir...

...er nu fjernet fra mine mapper. Hold nu kaje hvor fandt jeg mange mærkelige ting i de mapper. Noget af det fatter jeg simpelthen ikke, at jeg har gemt! Nu skal jeg bare finde et sted at destruerer det hele... men det må vente til en anden dag. Tror det vil være på sin plads med en lille 'morfar' nu. Er du gal, hvor er jeg træt i hovedet. Og sulten....suk...

Påsken.

Denne fætter hyggede jeg mig liiidt for meget med til påskefrokosten 2. påskedag. Den slog pænt hårdt - altså der kom også et par snaps indenbords. Frygtelig blanding. Skal aldrig mere drikke påskebryg og snaps. Meget dårlig kombination....

Håber I har haft en god Påske ;)

This is how I feel at the moment

Det papirløse samfund - eller manglen på samme.

Brækker mig snart i lårtykkestråler over mine mapper med papirer, og e-boks! Mine mapper er ved at eksplodere, fordi der er så meget lort i dem - og e-boks er totalt u-leveringsdygtigt, når det gælder lige netop de papirer, som jeg skal bruge lige nu og her. Jamen, fuck hvor har jeg da ringet rundt til de samme mennesker ved kommune, ejendomsmægler, ejerforening, kommune, ejerforening, ejendomsmægler og skrevet emails i en lind strøm. Nøj, hvor har jeg godt nok lyst til, at brænde hele lortet af! Jeg HADER det her papirhelvede! Hufmp....

Donna-mode.

Der gik total Donna-mode i den, efter at min Bonusfar ringede og hylede mig fuldstændig ud af den - eller næsten, for han kom lige med en mulig løsning på falderebet. Så jeg hyggede mig med is a la Donna (og jeg kan faktisk godt li det), en mokaï og en rigtig tøsefilm. Hvem der dog bare kunne smutte tilbage til 18-hvidkål og blive gift med Hugh Jackman ;)

Sov godt derude!

Big changes ahead!

Åh shit. Where to start? Nå, men som du måske ved, så har min lejlighed været sat til salg i et års tid ca. Det var en nødvendighed grundet min økonomiske situation, som du måske også kender lidt til, hvis du har læst med længe. I lørdags ringede ejendomsmæglerne, at nu var der en køber. "Er det ikke bare dejligt, Mona?" - "Ih jo, øh...nu har du jo gjort mig boligløs...". To be honest, så var det slet ikke dejligt. Gulvtæppet blev revet væk under mig, og jeg kunne slet ikke overskue det. Out of nowhere, blev jeg overvældet af en følelse af, at have mistet alt. Det eneste jeg kunne fokusere på var alt det negative vedr. min situation med arbejdsløshed, arbejdsskade, pengemangel osv. osv. Og det var ærlig talt ikke særlig nemt, når jeg 1) var blevet hevet op af sengen om morgenen, fordi jeg skulle passe den lille frække Frederik, og 2) også lige skulle holde øje med Brormand og Svigerindes hund. Jeg kunne jo ikke rigtig sætte mig til at stortude foran Frede. Min Bonusfar var ikke hjemme, og min Mor lå og sov. Så der gik længe før der kom en reaktion.

Reaktionen kom, da jeg afleverede Frederik og hund fordi Brormand syntes jeg virkede så skide sur. Hvilket jeg nok også gjorde. Så gav jeg følelsen af at have mistet alt lov til, at overvælde mig for fuld skrue. Tak spids hvor jeg tudede. Jeg tror ikke, at jeg har tudet så meget i meget, meget lang tid. Her et par dage efter, sidder følelsen stadigvæk i mig. Og i går aftes overvældede den mig atter, så jeg lå søvnløs til langt over midnat. Jeg ved godt, at det ikke er noget at tude over - jeg har jo vidst, at en dag ville lejligheden blive solgt - men the thing is, at jeg er så tæskeglad for at bo her, hvor jeg bor. Hvor fanden skal jeg bo nu? Det efterlader blot et stort tomrum indeni, når jeg stiller mig selv det spørgsmål. Jeg har ejet den her lejlighed i over 7 år, og så lige pludselig er det slut. Bum.

Mit stressniveau er helt klart røget i vejret, for jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde eller hvor jeg skal slutte. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at grovæde trefarvetis med popcorn (a la Donna i BH 90210) og så se en af mine favorit tøsefilm, enten 'The devil wears Prada' eller 'The Holiday', eller begge to. Men det løser jo heller ikke noget. Jeg er begyndt på en liste over ting, som jeg nu skal have ordnet. Møder med ejendomsmægler, bankrådgiver, se lejligheder - når altså jeg har fundet noget, som jeg kan li og som jeg har råd til - finde ud af selve flytningen (why do I not have a car), pakke i flyttekasser.....Christ! Hvis der er noget, som jeg hader, så er det fandme flyttekasser. Da lejligheden blev sat i stand, boede B og jeg bogstavelig talt i flyttekasser i et helt år. Suk.

Hvis så bare der var en, som tog min hånd, sagde 'nu skal jeg hjælpe dig, guidede dig på rette vej', og så kunne jeg ellers sove indtil alt det her er overstået. Der kommer bare ikke en og tager min hånd og guider mig på rette vej. Sådan er det at være single. Man sidder med lorten selv. Ikke bare noget af lorten, nej, HELE lorten. Og folk er bare så fuckingdødsygt glade på mine vegne. "Neiiiii, hvor er dét bare dejligt for dig". Sure, as if... There goes the feeling of pure happiness.

Om 1½ måned bor jeg et andet sted. 1½ måned. What the fuck?! Det er 51 dage - fra i morgen. Jeg frygter allerede hver eneste dag.