Generation Peter Pan

Da jeg forleden aften så Go'Aften Danmark var der et interview med en 40-årig "knægt" (tror jeg at de kaldte ham) - og han så absolut ikke ud til at være 40 år gammel (eller skal jeg skrive ung?) - som efter sigende tilhører den generation der kaldes Peter Pan Generationen. Den dækker over de 25-40-årige der lever livet som de unge gør: går på cafe med vennerne; fester natten lang; har en enorm mængde fritid og frihed til sig selv fordi de ikke har fået børn; dem, som kun skal være ansvarlig overfor sig selv - kort sagt, dem der nægter at blive voksne og dermed heller ikke tager det næste skridt her i livet som altså skulle være at gøre karriere, købe et hus, blive gift, få børn, volvo og vovse. Det kan blive katastrofalt for samfundet, at denne generation spilder deres liv på tant og fjas! Det var - lidt groft opsummeret - det professoren mente, da han blev spurgt om konsekvenserne af denne generations levevis. Selvfølgelig var den 40-årige "knægt" ikke enig i dette.

Og det var jeg heller ikke for selvom noget af det professoren sagde måske kunne passe på mig, så mener jeg faktisk ikke, at jeg tilhører denne generation. Godt nok er jeg først i 30'erne, men jeg kan ikke se at bare fordi jeg ikke ejer et parcelhus, eller har et F1 lån, eller fordi jeg hverken er gift og eller har børn så tilhører jeg automatisk denne lalleglade flok som ikke ejer skyggen af ansvarspligt. Jeg mener ikke at jeg spilder mit liv, eller at jeg lever et liv helt uden ansvar overfor andre. Jeg mener selv, at jeg har masser af ansvar. Jeg har et fuldtids arbejde, er tilmed tillidsvalgt og har dermed et ansvar både overfor min arbejdsplads og overfor mine kollegaer. Jeg har gæld, i form af klatlån, SU-lån og det der engang var et boliglån, stiftet i mine - skal vi sige unge dage? - som jeg afdrager på, og jeg er af den opfattelse at især mit klatlån er det mest uovervejede jeg nogen sinde har lavet. Jeg styrer selv hele min økonomi - det har jeg lært på den hårde måde - og sørger for at få betalt regningerne til tiden. Jeg har en pensionsopsparing, for på et eller andet tidspunkt bliver jeg jo det man kalder for gammel. Jeg betaler skat. Jeg gør brug af min stemmeret ved diverse valg og jeg giver penge til velgørenhed. 

Hold nu kæft hvor er det her bare ualmindeligt ansvarsfuldt og kedeligt - nå! 

Jeg er i en bestyrelse (til møderne er det mest sindsoprivende det efterfølgende kaffebord). Jeg læser avis - en rigtig papiravis - for man skal jo holde sig orienteret om hvad der sker i samfundet (jeg kan specielt godt li' Bagsidens vittigheder). Jeg ser Nyhederne hver dag (det da noget voksent noget, er det ikke?). Jeg ser TV2 Charlie, som jo er en kanal for den mere modne del af befolkningen (jeg ser kun Charlie når de vel og mærket viser revyer eller one-man shows med Finn Nørbygård). Jeg sørger for at lave aftensmad hver dag (ellers får jeg jo ikke noget at spise). Jeg opfører mig ordentligt (hvis vi altså liiige ser bort fra den gevaldige snapse-brandert jeg fik i december sidste år og blev kørt hjem til min moar for at sove rusen ud).

Du kan godt se hvor dette indlæg er på vej hen, ikke? ;-)

Okay, hvis der lige skal lidt alvor tilbage i indlægget så kan jeg selvfølgelig godt se, at man ikke kan sammenligne et singleliv med et familieliv. At begynde at sammenligne fx. Brormands levevis med min egen vil i sidste ende være fuldstændig nytteløst. For jeg ved jo at Brormand har et noget andet liv end mig. Det eneste der er ens for os begge to (udover at vi har samme mor, naturligvis) er 1) vi arbejder fuldtids (godt nok i forskellige brancher) og 2) vi har gæld (ligesom alle andre). Men så hører ligheden også op og jeg er ret sikker på at Brormands dagligdags bekymringer er af en noget anden art end mine.

• Brormand er gift - jeg er single, og dermed skal jeg ikke forholde mig til et andet menneskes liv, ønsker og behov.

• Brormand ejer et hus - jeg bor i en lejet lejlighed, og skal blot ringe til udlejeren når noget går i stykker (ganske nemt og bekvemt).

• Brormand har to børn, Frede på 3 år og Prinsessen på 7 måneder - jeg har ingen, og skal derfor ikke tænke på børneopdragelse, korrekt ernæring, bleskift, tøj- og skoindkøb hver 3. måned, finde den forsvundne sut, dagpleje, børnehave, vaske tøj, lære at overleve ulvetimen, vaccinationer, lave en flaske kl. 03.22, barnets første sygedag, finde en forsvunden sok, børnefødselsdag, gå på tilbudsjagt efter billige bleer, læse den samme godnathistorie ti gange, finde endnu en forsvunden sut, have et uudtømmeligt lager af babymos og agurk, finde børnepasning når ægteskabet skal plejes, vaske endnu en maskinfuld tøj stadig uden at kunne se bunden i vasketøjskurven, se DisneyChannel og Cartoon Network hver eftermiddag, have en pakke vådservietter indenfor rækkevide på alle døgnets 24 timer, øve pottetræning, købe flere bleer for bare at nævne et par eksempler. 

• Brormand har en bil - jeg har 1) en cykel, og skal bare trampe til for at komme et sted hen og 2) et rejsekort til tog og bus som jeg bare skal optanke en gang imellem, og slipper derfor for.....hmmmm.....Brormand er ikke bundet af afgangstider, planlægning af ud- eller hjemrejse, eller forsinkelser hos DSB. Noget siger mig at jeg burde overveje at få en bil. Men Brormand har forsikringer, vedligeholdelse (en cykel kræver langt fra det samme som en bil) og de høje benzinpriser. 

Vores forskellige levevis kan ikke sammenlignes, for vi har valgt at leve forskelligt. Eller måske burde jeg skrive, at vi lever livet i hver sit tempo? Er jeg bare ikke nået til det punkt i mit liv, hvor jeg tænker "Så! Nu skal jeg giftes, købe hus, stifte (endnu mere) gæld og føde et dusin børn" fordi jeg endnu ikke kan se mig selv leve sådan et liv? For det er ikke sådan, at jeg har fravalgt at blive gift eller få børn - det vil jeg da - bare ikke lige nu  - for det er altså så hyggeligt, at sidde foran sin computer iført nattøj og bruge hele formiddagen på, at skrive et indlæg om en eller anden Peter Pan generation mens man drikker x antal kopper kaffe og helt glemmer at man er sulten. Så du kan nok se, at jeg ikke har tid til at der løber et par skrigende unger rundt og råber på mad, eller at jeg bliver afbrudt af en mand der kommer bragende ind i stuen og siger "Skat, for helvede, få nu noget andet tøj på og tag så den skide opvask". Det går jo ikke, for så ville jeg aldrig få skrevet en eneste linje til dette blogindlæg. Så mens jeg overvejer at lave endnu en kop kaffe, inden jeg afslutter indlægget, og dernæst beslutter mig for hvad jeg så skal bruge resten af denne søndag på, så er det helt sikkert at jeg vil benægte hårdnakket at jeg tilhører Peter Pan generationen, næste gang en eller anden professorer begynder at kritisere og påstå at jeg forspilder mit liv. Jeg når jo nok det hele alligevel.

Og så glemmer vi lige alt om at jeg stadigvæk er single og at det biologiske ur snart når sin udløbsdato!!! 

Du kan læse i JP om genrationen. og i denne PDF-fil. Du kan læse mange flere artikler ved at google "Generation Peter Pan".