Tirsdags Klumme

2010 december 7.,

Før jeg fik en ’klummebog’ havde jeg en ’bryllupsbog’. Jeg skrev mine tanker ned vedr. mit fremtidige bryllup, lavede bordplan og sammensatte menuen. Jeg planlagde alt ned i den mindste detalje. Selv min kærestes frieri. Inspirationen til brudekjolen blev fundet i blade (oftest BilledBladet) og på nettet. De forskellige udklip blev klistret ind bag i bogen og jeg fik langsomt dannet mig et billede af hvordan Kjolen skulle se ud. Jeg fik også skrevet min tale til min kommende mand, og jeg fik som altid skrevet spalte op og spalte ned, så jeg til sidst havde en halv roman. Jeg havde forberedt alt. Nu manglede der kun de små ord fra min kæreste. En mindre detalje, for der var tid nok. Den fastsatte dato lå et par år ude i fremtiden – mandfolket skulle jo kunne huske datoen – og jeg kan godt love for, at den var idiotsikret. Jeg væbnede mig med tålmodighed og drømte stille videre i min ’bryllupsbog’. 

Frieriet lod vente på sig. Det der i daglig tale omtales som livet kom i vejen, men håbet om at stå hvid brud svandt ikke. Hos mig i hvert fald. Livet fik dog ændret tankegangen hos fyren, og da jeg, i mit bankende hjerte troede, at nu var øjeblikket kommet – ja, så sagde mandfolket ’farvel og tak’. Prøv lige og spørg om jeg følte mig fåret!?! Jeg tror i hvert fald at jeg så rimelig fåret ud. Og såret.

’Bryllupsbogen’ blev kastet af helveds til og det samme gjorde stodderen. Ud til højre med hele pibetøjet, og så videre! Jeg havde bare lige glemt alt om Bridget Jones….ja, Bridget Jones. Se hende for dig i den hæslige, røde pyjamas, med Celine Dion bragende ud af højttalerne, siddende på en sofa med uglet hår, tudefjæs og uldsokker. Der manglede kun et bjerg af is-indpakningspapir, en lyserød pyjamas og så P!nk bragende ud af højttalerne – så kunne du se mig på den sofa i stedet for Bridget Jones. Bare for at sætte prikken over i’et, men alligevel en lille, ubetydelig detalje, så nærmede jeg mig de 30. Men det står skrevet med ultrasmåt, så det er der ingen der lægger mærke til. Det er vores lille hemmelighed. Jeg kan dog trøste mig med en ting: min mor ”inviterer” ikke den en mærkelige skabning (som vist nok skal forestille et hankønsvæsen) efter det andet. Min mor kender vist ikke nogen under 60+. På den anden side, så er der måske penge i sådan en gammel hønisse? Hvor tidligt kan man slå sin ægtemand ihjel? Altså, han kunne jo snuble, og lande lige oven på en, mens man står med en kniv. En stor kokke-kniv. Jeg kunne jo forgive at parterer en halv gris. Eller en ko. Hvor meget vejer en ko? Må man partere den i ens eget køkken? Måske skulle jeg nøjes med en kalkun og så overtale hønissen til, at stikke hovedet op i r-ven på den. Han kunne jo blive kvalt. Jeg må hellere spørge min mor om hun kender en stinkende (rig) kalkunavler – gerne en særlig. Hvor mange børn kan en gammel hønisse ha? Og svigerbørn – og (shit) børnebørn? Jeg skal vist slagte en hel kalkunfarm. Sikke et arbejde! På den anden side så ved jeg ikke rigtig om jeg gider stå i indmad til knæene. Har kalkuner testikler? For så gider jeg altså ikke! Jeg må nok hellere nøjes med, at spørge min mor om hendes rugbrødsmad smagte godt. Det er jo tirsdag. Så har hun sikkert også fået læst BilledBladet færdigt, så kan jeg spørge om hun gider komme forbi med det. Måske er en eller anden verdenskendt (i Danmark) blevet gift. Jeg håber det. Så kan jeg også se hendes kjole. Mon de kendte har en ’bryllupsbog’? Eller gifter de sig bare? Det gør de nok. De er jo kendte. Noget skal de jo lave for at komme i BilledBladet.