Tirsdags Klumme.

2010 december 9.,

Alt er blåt. Og lidt hvidt. De spinkle trækroner står som hvide tændstikker mod den krystalklare blå himmel som var landskabet taget ud af et amerikansk, idyllisk maleri. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Det ser uægte ud som var verdenen en stor landskabskulisse ’out of location’ pakket ind i et varehus et sted i Hollywoodland. Med en instruktør siddende deroppe i den krystalklare blå himmel, som slet ikke er en himmel, men et kontrolrum hvorfra alting styres. Instruktioner meddeles. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Beskriv det med en følelse - ikke et begreb. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Hvad skal man føle? Hvad skal man tænke? Kan man føle noget, når ens åre fryser til is, lammer ens handleevne og viser en det ukendte? Kan man tænke, når man bliver opslugt af en kold verden, vandre af ujævne stier og efterlades midt i ingenting. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Det er koldt. Det er varmt. Det er intet. Det er alt. Hvor ender det krystalkblå kontrolrum og hvor begynder det lidt hvide? Har det en ende? Er der en begyndelse? Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og så er der mig. Kold, forfrossen, fortabt, forladt, fortrængt. Hvad skal jeg med en krystalklar blå himmel, med en usynlig instruktør, når jeg vandre hvileløst rundt i det lidt hvide? Kan jeg male det grønt? Eller rødt? Bliver instruktøren sur? Hvem bestemmer at det skal være blåt og så lidt hvidt? Er det instruktøren eller er han også blevet plantet i det krystalblå kontrolrum som en anden Malboroughmand i en cigaretreklame? Er det tilladt at ryge deroppe i det krystalblå kontrolrum? Må man ryge i det hvide? Eller rejse? Hvor mange ujævne stier er der gemt i alt det hvide? Hvor fører de hen? Alt er hvidt. Og så lidt blåt. Kan man fare vild i en hvid verden? Eller en blå? Er jeg faret vild? Skal jeg gå til højre eller venstre? Op eller ned? Kan jeg tage plads i Malbroughmandens stol deroppe i det krystalblå kontrolrum? Bliver jeg smidt ud hvis jeg gør det? Hvem bestemmer det? Alt er hvidt. Og så lidt blåt. Og hvad skal vi bruge det til? Forsvinder det krystalblå kontrolrum, hvis jeg kigger den anden vej? Er det lidt hvide i virkeligheden grønt når jeg ikke ser det? Er det kun mig, som ser at alt er blåt og en lille smule hvidt? Hvem har fortalt mig det? Skal jeg se det sådan? Er det malboromanden i det krystalblå kontrolrum som får mig til at se blåt og en smule hvidt? Alt er hvidt. Og lidt blåt. Nej, det bliver gult. Og varmt. Koldt. En skyggedans. Er det min skygge? Hvor forsvinder den hen, når alt det gule forsvinder? Går den i hi? Bliver det gråt? Eller måske ligefrem sort? Kan man føle sort? Eller tænke sort? Men der er intet sort. Alt er blåt. Og lidt hvidt. Glitrende. Funklende. Få fodspor. Mange fodspor. Nogen har været her før mig. Nogen har også vandret hvileløst rundt i denne kulisse hvor alt er blåt og lidt hvidt. Hvor gik de hen? Hvem sagde at de skulle gå derhen? Kom malboromanden ned fra det krystalklare blå kontrolrum og viste dem vejen? Hvor gik han hen bagefter? Gik han? Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og mine fodspor forsvinder. Du kan ikke se at jeg har været her. Mine handlinger er blevet slettet, som havde en eller anden trykket på nogle få knapper og så fandtes det ikke mere. Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og det er alt hvad der er i denne verden af tændstikstynde trækroner og det krystalklare blå kontrolrum. Der gives ikke flere instruktioner. Alt er blåt. Og lidt hvidt.