Life is a bitch – get used to her – NOW!

Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene. Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25. juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer, døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’ måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert at skulle få job på den måde. 

Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun er glemt.

Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af, at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for kommunikation, det er til for at blive misforstået!

Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig god!!!).

Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og gud-ved-hvilken-nr-kop te.  

Hvis jeg kunne kramme min lejlighed, så gjorde jeg det!

Den endelige godkendelse fra diverse parter blev sendt til mig i dag, så nu er salget en realitet. Nu skal jeg for alvor vende mig til tanken om, at jeg ikke skal bo her særligt meget længere. Men det er sprøjtme godt nok letter sagt end gjort. Hele dagen har jeg været rastløs, utålmodig, apatisk og ganske tom for følelser indeni. På et tidspunkt skulle der bare ske noget, så jeg kastede mig over lidt fornyet boligindretning – hvilket syntes fuldstændig nytteløst, når jeg nu ikke skal bo her ret meget længere – men et eller andet skulle jeg jo lave. Jeg arbejde ud fra devisen ’Hvilke møbler er unødvendige de næste par uger’? Og hvordan finder man lige ud af det, når man sådan set kun har de møbler, som man bruger dagligt.  Jeg kan godt fortælle hvilket møbel der er det vigtigste, nemlig min seng – som jeg sagtens kunne se mig selv gemt væk i i det næste lange stykke tid. Lige i dag er dynen det mest attraktive selskab, men der kan jeg jo ikke putte mig under altid. Boligindretningen endte med, at sengen er flyttet, så den står ved fjernsynet og stereoanlægget, i et forsøg på, at gøre det lidt hyggeligt (og udholdeligt) de sidste uger i denne lejlighed. Og så er der skabt noget mere gulvplads, så der kan blive plads til alle flyttekasserne…Jeg frygter allerede det flyttekassehelvede som pesten! Det er helt uoverskueligt hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Lige nu kan jeg ikke danne mig et overblik overhovedet. Jeg mister helt modet bare ved tanken om, at skulle pakke alle mine ting ned i kasser. Engang gjorde det mig ikke noget, at skulle pakke og flytte, men der var jeg også i træning fordi jeg flyttede en del rundt i årene 1999 til 2005. Der flyttede jeg 7 gange, så jeg var i træning. Siden 2005 er jeg kun flyttet til Sjælland (2008) og tilbage til Randers (2009), så det er sådan set her i min lejlighed, hvor jeg har boet længst – efter at jeg flyttede hjemmefra. Nu skal jeg så flytte herfra, og det er ikke med min gode vilje. Jeg har ikke lyst til at flytte herfra. Der er så ufatteligt mange minder i den her lejlighed, og det gør helt ondt at tænke på alle de stunder, som jeg også skal forlade nu. Sådan føler jeg det; AT jeg også må sige farvel til alle minderne, som er tilknyttet disse vægge. Der har selvfølgelig været både gode og dårlige minder, og det er så klart de gode, som gør ondt at skulle forlade. Og hvor er der bare mange gode minder! Hele dagen har de kredset rundt i mit hoved, og jeg har tudet op til flere gange. Det kommer til at gøre vanvittig ondt den dag, hvor jeg skal se mig rundt i lejligheden en sidste gang, inden jeg låser døren efter mig for allersidste gang. Og nu tuder jeg igen…      

Hvad skal jeg gøre ved det?

Det her lyder sikkert mærkeligt, og måske endda total fjollet, but here goes: Nu hvor Anders Frandsen er tilbage i samfundets (og i min) bevidsthed, og spisesedlerne fra både B.T og EkstraBladet har billeder af ham, storsmilende og virkelig charmerende, foran hver eneste kiosk, så er mit 20 år gamle crush blomstret igen, og det altså virkelig med sug i maven og hvad har vi! Men! Det er med meget blandede følelser, for selvom sommerfuglene blafre let med vingerne hver gang jeg ser ham smilende hist og her, så overvældes jeg på samme tid af en enorm tristhed over, at han tog herfra i så ung en alder. Og så begynder tankerne at stille spørgsmål vedr. hans død og hvordan han døde og hvorfor vi (jeg) ingenting får at vide, og så kommer der endnu flere tanker om at jeg jo kun var 10 år, da jeg var så semiforelsket i ham, og at jeg egentlig ikke kan forlange at få noget som helst at vide om hans død (og hvorfor læste jeg nu og EkstraBladet's spiseseddel?). Så blafre sommerfuglene atter med vingerne, og jeg er fuldstændig 'lost' i hans smil og charmerende øjne.

Hvad gør jeg med mit genfundne crush, og hvordan overlever jeg lige, at sommerfuglene slå kolbøtter hver eneste gang jeg ser et billede af Anders Frandsen? Jeg synes ikke selv, at det er særlig smart at føle mig forelsket, når manden døde så pludseligt!

Måske drejer det sig i virkeligheden om, at jeg mindes den tid som barn, og at Anders Frandsen var den første kendis, som jeg blev sådan lidt smålun på - altså vist nok udover New Kids On the Block - (mit totalle, altoverskyggende crush på Michael Jackson startede først et års tid senere) - og det er derfor sommerfuglene blafre en smule, og jeg føler mig trist, fordi barndommen definitivt er slut?

Har jeg nu kastet mig ud i alt for meget selv-analysering?

Men altså, nu hvor jeg er 30 år, og noget mere erfaren med forelskelse osv., så kan jeg absolut godt forstå, at Anders Frandsen tiltalte mig, da jeg var 10 år gammel. Han var da virkelig alle dage en meget, meget handsome mand!

Jamen.....Dét er da ikke rigtigt!?!

Jeg fik lidt af et chok da jeg faldt over overskriften: Grand Prix-stjerne Anders Frandsen er død. Det var ham, der vandt Melodi Grand Prix i 1991 med sangen "Lige der hvor hjertet slår"; Det var ham, som opfandt skjuleren til en pakke Kærgården; Og hvis du kan huske den leg i Blogland, hvor man skulle svare på "Five guys I still fancy" så kan jeg fortælle dig, at jeg bl.a. havde Anders Frandsen på min liste. Jeg synes han var så nice!

Og i søndags blev han fundet død på sin bopæl i Hellerup... Jeg troede simpelthen det var en syg joke, som Ekstra Bladet havde fundet på. Men det er ikke en joke. Jamen altså.....

Pusling.

I går, den 28., ville min elskede Pusling være blevet 6 år gammel. Savner  min lille puttetrold.