Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

lørdag den 8. november 2014

Kunsten at købe stort ind i IKEA!

Jeg har været på tur i dag sammen med Brormand og Frede. Vi skulle bare lige i Bauhaus og et hurtigt smut i IKEA. Det kan så ikke lade sig gøre kun at gå 'et hurtigt smut' i hverken Bauhaus eller IKEA for den sags skyld, og jeg tror aldrig at jeg har opholdt mig så længe i Bauhaus nogen sinde. Vi brugte over 1½ time på at gå rundt og kigge på julestads, lamper, bordplader, fliser og hvad de nu ellers har. Nå jo, og blomster. Frede lærte, på den hårde måde, at kaktusser hedder kaktusser af en grund. Heldigvis tog han det i stiv arm, men efterfølgende spurgte han for hver enkelt blomst om det var en kaktus, før han satte fingrene på den. Jeg tror faktisk ikke, at vi købte andet end julestads i Bauhaus.


Da vi endelig slap ud derfra, gik turen til IKEA. Det passede med, at vi kunne spise frokost - og man har vel heller ikke været i IKEA før man har spist "köttbullar" (det var dog kun Frede der spiste dem). Der blev spist, Frede blev sendt en time i legeland (afsindig fedt at de har sådan en ordning i IKEA), der blev kigget, smidt dimser i vognen, Frede blev hentet i legeland og så blev der ellers tastet varer ind ved kassen. Jeg har så lært to ting, nej tre, af at være i IKEA på en lørdag; 1)Det er en kende deprimerende at være single når der er børnefamilier i hobetal samlet på ét sted. 2) Der kommer altid et tidspunkt, mens man snegler sig gennem IKEA's kæmpe areal, hvor man får semi-klaustrofobi og bare har fået mere end nok af IKEA (det var så her jeg sagde til Brormand, at nu behøvede vi ikke kommer her de næste 4 år). 3) Kassedamen kan godt gå i selvsving og taste den samme vare ind 5 gange OG! forlange betaling for den faktiske vare og de 4 imaginære varer.


Bortset fra julestadset (som, indrømmet, fik mig i julehumør) og den totale IKEA-overdoze, så var det en dejlig dag. Det undre mig dog, at hver gang jeg har været i IKEA, så har jeg brugt pænt mange penge på alverdens mærkelige dimser, som jeg ikke anede at jeg manglede......?!

lørdag den 4. oktober 2014

Endelig weekend!

Jeg har simpelthen været så træt hele ugen, og har nærmest længtes efter weekend lige siden jeg vågnede mandag morgen. Så er ugen altså lang.

Den aften jeg skulle af sted til sangkor havde jeg egentlig mest lyst til at smide mig på sofaen og flade den hele aften, men af sted kom jeg - og det var helt fantastisk at være til sang. Vi har påbegyndt øvningen af endnu en julesang (hvilket jeg stadigvæk syntes er alt for tidligt) men hold nu op hvor er den smuk. Blev helt rørt af den, da korlederen afspillede den for os. I går aftes fandt jeg en indspilning af den på TDC play, udover den version jeg hørte til korsang, og sad faktisk og lyttede til den et par gange.Tænk, at sidde en fredag aften og lytte til julemusik!!! Nu har jeg fået den på hjernen. Sangen hedder 'I wish you christmas' og er komponeret af John Rutter. Han skriver de mest vidunderlige julesange. Sidste jul sang vi 'Candlelight Carol' og det var så smuk en sang at synge. Men det er og bliver altså alt for tidligt at komme i julestemning - uanset hvor smukke sangene er - det har ikke engang været efterårsferie!

Og a pro pro jul - hvor tidligt begynder du at købe julegaver? Brormand og Svigerinde er nemlig gået i gang, og det fik mig jo til at efterspørge ønskesedler (hvilket kom prompte fra Svigerinde), men hvor tidligt kan man gå i gang med at købe gaver? Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er smart at fordele det over et par måneder, for så skal man ikke punge så meget ud i december, men man kan jo også spare lidt op i månederne op til december, og så først købe gaverne i december - så er der også julepynt og stads alle vegne! Det er da den perfekte stemning at købe julegaver i, er det ikke? Måske er der penge at spare ved at benytte sig af efterårstilbudene/udsalget. Hvad gør du?

Nå, nok om jul! Jeg følger med i 'Danmarks Næste TopModel' i denne sæson, ene og alene pga. Cristine. Jeg kender hende personligt, og havde det ikke været for hende, så ville jeg aldrig have set DNTM. Jeg har set et par afsnit (måske har jeg endda set en hel sæson) af 'Amarica's Next TopModel' med Tyra Banks, Miss J osv. Men jeg har ikke set DNTM før. Jeg har ikke Kanal4, så ser det på nettet, hvor det streames med en uges forsinkelse. Derfor har jeg endnu ikke set 'make-over'-dagen, men ud fra det der vises i teaseren, så skal det nok blive sjovt at se! Jeg glæder mig til at skulle følge med i denne sæson, og naturligvis hepper jeg på Cristine.