tirsdag den 28. oktober 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 11.,

Leg er ikke hvad det har været. Da jeg var barn legede jeg tit bondegård sammen med min storebror. Vi brugte gulvet i køkkenet til, at indrette gården. Der var traktorer og andre landbrugsmaskiner samt forskellige dyr. Når vi havde kørt række op og række ned ad køkkengulvet med mejetærskeren, lå der små halmballer med perfekt afstand. Vi brugte gulvets mønster til, at lave snorlige rækker med halmballer. Så kørte vi række op og række ned ad køkkengulvet for at indsamle halmballerne. Ofte måtte vi køre tilbage til laden for at tømme vognen for halmballer, og så af sted igen. Præcis som en rigtig landmand ville gøre. Vi arbejdede på miniature bondegården i sammen stil, som vores far gjorde. Vi legede vist også, at vi sov til middag, for det gjorde vores far. 

Min far arbejder stadig som landmand. Køkkengulvet er det samme, så vi kunne med lethed skabe snorlige rækker af halmballer den dag i dag. Men det gør vi ikke. Vi har ikke leget med bondegård i rigtig mange år. Glæden ved barndomslegen er dog blevet genskabt online. I stedet for at kravle rundt på køkkengulvet, klares høstarbejdet med et enkelt klik på computeren. Jeg sår, høster, pløjer og skaber madvarer i en virtuel verden, men ideen er den samme. Jeg har dyr, kostald, traktorer, mejetærsker og halmballer. Modsat den virkelige verden, så skal jeg ikke vente i flere måneder før jeg kan høste. Det kan jeg hver dag eller sågar hver anden time hvis jeg vil. Med computeren som min legekammerat kan jeg få flere timer til at gå med at lege bondegård.

Jeg er ikke et barn længere. Jeg er en fuldvoksen kvinde, men legen i det virtuelle univers online hjælper mig med, at fordrive tiden. Jeg kan tumle ud af sengen, tænde for min pc og så ellers sidde en hel dag iført pyjamas foran computeren og høste, pløje, så. Jeg ser ingen mennesker. Jeg leger bondegård med mig selv. Sådan leger man i dag. Alene, ensomt, med sig selv. Samvær og fælles leg er en mangelvare. Et barn har et helt legetøjskatalog hjemme i stuen, men er der en computer, et tv, en spillekonsol eller Disney channel, ja så kan barnet have nok så meget legetøj. Det er meget lettere at lege med sig selv, for man har jo en legekammerat i computeren eller spillekonsolen eller på tv-skærmen. Vores børn bliver nogle fantasiforladte væsner, som kun kan finde ud af, at klikke på musen i ny og næ. Når de bliver større, og når en passende alder, hvor de forlader mors hotel med døgnservice, og flytter for dem selv, klikker de blot løs for at få klaret hverdagens gøremål. Til den tid vil dagligdagsindkøb kunne klares på nettet, blive leveret til døren, så ungen behøver ikke engang bevæge sig ned i Rema efter mad. Det kan klares med et klik.

I en verden hvor leg ikke møder anden modstand end ens egen; I en verden hvor den enkelte bliver mere og mere isoleret; i en fantasiløs verden kan menneskene ikke indgå i et fællesskab. Det bliver et gråt, regnfuldt og leverpostejskedeligt samfund vi kommer til at leve i. Vi bliver til små, fede zombier som menneskene i Pixar animationsfilmen ’Wall-E’. så længe vi får mad og drikke og bliver underholdt, så slår vi hjernen fra. Nogle gange ville jeg ønske, at vi alle kunne kravle rundt på et mønstret køkkengulv og lægge små halmballer på snorlige rækker. Nogen gange ville jeg ønske at landet ville blive ramt af en omfattende strømafbrydelse, så vi var nødsaget til, at finde brætspil frem, puslespil og god, gammeldags hygge.

søndag den 26. oktober 2014

Træt med træt på

Hver aften i denne uge har jeg følt mig som Linguini fra Ratatouille, når jeg kom træt hjem fra arbejde og fik smidt mig på sofaen så snart jeg var inden for døren. Jeg giver årstiden skylden for den alt overskyggende træthed...


onsdag den 22. oktober 2014

Dengang det var svært at være 11 år


Der er kommet en ny film om Krumme, 'Krummerne - alt på spil', og fred være med det, men jeg fatter simpelthen ikke hvorfor gode (gamle) danske film skal filmatiseres anno 20xx. Det sjove går altså af film som 'Far til Fire' og 'Min søsters børn'. Den første film om Krumme var fantastisk tilbage i starten af 1990'erne. Dengang var jeg heller ikke særlig gammel. Hvorfor kan nutidens børn ikke se de gode, gamle danske film. Hvorfor skal film være up to date?!

Hvad så med filmen 'Kampen om den røde ko'? Skal den ikke også gøres up to date? "Jeg vil gerne have en latte, skummet" - "15 minutter endnu, hr. bankdirektør".

tirsdag den 21. oktober 2014

Telefonsælger

Jeg blev ringet op af en Caller i går aftes omkring klokken 20.30. Hvor han ringede fra har jeg glemt, men tak spids hvor kunne han snakke. Han snakkede så meget, at jeg til sidst opgav at høre efter. Da hans talestrøm ophørte, sluttede jeg samtalen og lagde på. Overvejede om jeg skulle tilslutte mig Robinsonlisten. Og overvejer det stadig. Hvor må det bare være et utaknemlig job at være Caller. Tænk, at skulle sidde en mandag aften og ringe til folk.

Tirsdags Klumme.



Tilføjelse 2014 oktober 21.: skrevet på dagen hvor uddelingen af Nobels fredspris fandt sted.

2010 december 10.,

Det sneer. Ikke voldsomt, men det sneer. Sneen daler lige så stille ned fra den grå himmel, og lægger sig som et beskyttende lag. Det er lydløst. Det kommer dalende ned fra himmelen i små, fine krystaller. Det skaber en barriere mellem jorden og himmelen. Det lægger sig som en dyne over landet. Det sneer, og det får mig til at tænke på smukke julesalmer og glæden som kommer. Men det får mig også til at tænke på verdenen. Hvad sker der med den? Går vi mod dårligere tider eller mod bedre tider? Får dagens begivenheder en mærkbar betydning, eller går den i glemmebogen? Bliver verdenen et bedre sted at være for alle mennesker eller er det blot ønsketænkning hos demokratiets vogtere? Går vi en dyster tid i møde? Vil der blive uorden i verdensordenen? Glemmer vi vores internationalitet og bliver til en flok egoistiske nationalister? Vælger vi at fokuserer indad, og kaste en stor, fed pil efter verdenen udadtil? Bliver vi højrøvede og arrogante over for andres værdier og holdninger? Ender vi som en lille, lukket kreds med manglende forståelse for omverdenens problemer? Bliver vi ligeglade?

Er det ikke menneskets natur, at være sig selv nærmest? Præcis som de vildtlevende dyr på savannen i Afrika. Et såret dyr er ikke til gavn for flokken. Det må efterlades til en skæbne der er uundgåelig, for ellers vil det sårede dyr med sikkerhed sløve flokken og gøre hele flokken sårbar. Survival of the fittist. Sådan er det også i den menneskelige verden. Er du anderledes, sær eller den lokale landsbytosse, bliver du overladt til en uundgåelig skæbne. Du passer ikke ind. Du bidrager ikke. Du er unyttig for det danske samfund. Men hvis du er pragmatisk, letpåvirkelig og åben for vejledning så kan du bruges. Du kan formes, som en klump modellervoks, så du passer ind i samfundsbilledet uden at skabe for meget disharmoni. Du bliver oplært i, at tale efter munden på dine fjender. Du lærer at sige netop det, som er passende at sige højt. Du er populistisk, du fanger sofavælgernes interesse og du har rent mel i posen. Hvis du er selvsikker, robust og har en skræmmende virkning på alt og alle, så har du magten. Du løfter din lillefinger, og som ved et lynnedslag fra en klar himmel, er samfundssituationen ændret til din fordel. Du fører dig frem med din mandighed og udstråler styrke og lederegenskaber. Du sætter de andre på plads, sætter dagsordenen og tager beslutninger som samfundet ikke selv magter at tage. Hvis beslutningerne viser sig at have en negativ effekt er det samfundets egen skyld. Du har dit på det rene. Du har ikke gjort noget forkert. Du er jo verdensmand.

Men præcis som den dominerende han, i en flok, kan væltes af pinde, lige så let kan magtens overhoved fjernes, og sporene slettes. Til sidst har samfundet glemt alt om dig. Til sidst er du kun en landsbytosse, som ingen vil kendes ved. Du levede ikke op til forventningerne. Du kunne ikke løse opgaverne på en tilfredsstillende måde. Du fejlede men i dit opblæste sind, kan du ikke erkende nederlaget. Du føler dig uretfærdigt behandlet, misforstået og krænket. Men du kan ikke gøre noget ved det. Du har ikke længere magten. Det har du aldrig haft. Magten kan ikke ejes. Magten kan man ikke tegne patent på. Magten er aldrig underkastet et enkelt menneske. Magten vil ikke spærres inde. Magten er hos samfundet, hos folket, og gennem folket kommer magten til udtryk. Det er folket der kæmper og slider og slæber for at du kan agerer leder for dem. Men du er aldrig lederen! Så længe folket samler sig, lægger sig som en dyne over gader og stræder, lige så længe er magten hos dem.

søndag den 19. oktober 2014

Søndags Kakofoni

Siden det voldsomme regnvejr onsdag og torsdag har der været store problemer med vandmasserne i Nordjylland. Nogle steder faldt der langt over 100 mm regn i løbet af et døgn. Åer er løbet over deres breder, veje er blevet undermineret og styrtet sammen, togtrafikken holder stille, huse er blevet oversvømmet, befolkningen må genhuses eller overnatte hos venner og bekendte, indbo er ødelagt og der pumpes fortsat på livet løs forskellige steder. Mængden af vand er enorm, og det vil tage en rum tid før alt vandet enten er pumpet væk eller har trukket sig tilbage. Det er absolut ikke sjovt at være nordjyde i disse dage. Der fortælles vidt og bredt om det i medierne; Nordjylland er druknet i regn. Vejene i Nordjylland er styrtet sammen. Omfanget af skaderne er endnu ikke gjort op. Forsikringsselskaberne vil ikke betale for skaderne. Husejere er frustrerede. Kommuner forudser regninger i millionklassen. De lokale politikkers nødråb til regeringen "send flere penge!". Når man ser på hvordan nogle medierne dækker dette, så skulle man tro at HELE Nordjylland er oversvømmet.

Det er ikke HELE Nordjylland der er ramt af oversvømmelse. Det er den nordøstlige del af Nordjylland. Derfor kan jeg heller ikke gøre andet end at le, når venner og bekendte, som er bosiddende længere syd på i Danmark, kontakter mig for at tjekke at jeg er okay og ikke lider alt for meget under de voldsomme oversvømmelser, som de har set på tv. Det er selvfølgelig meget sødt af dem, at vise omtanke, men jeg kan ikke lade være med at grine af dem, for her hvor jeg bor er der ingen oversvømmelse. Der har været en lille vandpyt hist og her, men oversvømmelse? Nej. Det har regnet indimellem, men det er intet i forhold til mængden af regn som er faldet længere nord på. For der ER massive oversvømmelser flere steder i Nordjylland. Folk er voldsomt berørt af det, og lad mig hurtigt slå fast, at der helt klart ikke er noget at grine af, for det er absolut ikke sjovt for de mennesker som er berørt af det!


Al den mediedækning af de nordjyske oversvømmelser minder mig om den sidste weekend i august, hvor jeg var i København. Den weekend faldt der en hel måneds regn på en enkelt nat. Det var natten mellem lørdag og søndag. Kl. 2 om natten forlod jeg en fest for at tage en bybus hen til det hotel, hvor jeg skulle overnatte. Jeg skulle gå omkring 1 km hen til busstoppestedet, og lige omkring det tidspunkt begynder det at regne voldsomt. Kort efter begynder det også at lyne og tordne. Jeg går af sted i højhælede sko, mens jeg klamrer mig til min paraply (thank God, at jeg havde huske at få den med). Regnen hamre løs på min paraply. Lyden er ufattelig høj og overdøver al anden lyd. På meget kort tid ligger der kæmpe vandpytter på fortove, cykelstier og vejbaner. Det er lidt af en kamp at undgå vandpytterne. Da jeg når hen til busstoppestedet er jeg gennemblødt fra lårene og ned. På det tidspunkt er klokken blevet 02.16. Og regnen siler ned med voldsom kraft. De få mennesker, som også har bevæget sig udenfor på det tidspunkt, skynder sig at finde i ly. Bybussen ankommer og jeg skynder mig ind. På vej mod Hovedbanegården stiger der et par festglade mennesker på bussen med jævne mellemrum, og de ligner alle sammen druknede mus. Mens bybussen bevæger sig gennem byen, kan jeg se hvordan sidevejene er badet i vand. Det regner og det regner og det regner. Den korte tur fra bybussen og ind i Hovedbanegårdens bygning er dybt ubehagelig. Det er som at blive spulet af en højtryksrenser fra oven, og så plasker vandet tilbage igen op fra vejen op ad benene, og jeg bliver endnu mere gennemblødt. Alle menneskerne er gennemblødte og alle skynder sig videre for at finde ly. Da jeg endelig kommer op på hotelværelset, og får mig kæmpet ud af mit gennemblødte tøj, er jeg iskold. Mine sko er drivvåde, mine tær er total rynkede og skriger på varme. Det er som om jeg har taget et bad med alt tøjet på. Da jeg endelig kan kravle i seng omkring 4 tiden, regner det stadigvæk udenfor. Næste eftermiddag, da jeg sidder i toget på vej hjem til Nordjylland, finder jeg ud af, at de tilbageværende ved festen måtte tage taxi hjem, fordi den kollektive trafik senere på natten opgav at køre. Vandmængderne på vejbanerne var alt for voldsomme. Hvordan bilerne kunne komme frem er mig fortsat en gåde.

Efter den våde weekend i København var der ligeledes massiv mediedækning af vandmasserne, oversvømmede kældre, problemer med den kollektive trafik, og om hvordan vandmasserne havde påvirket varmeværket så der intet varmt vand var i hanerne. Jeg fik først kendskab til hvor omfattende det havde været, efter at jeg var kommet hjem til Nordjylland. Og det undrede mig overhovedet ikke at skaderne var så voldsomme. Udtrykket "Det pisser ned i lårtykke stråler" er slet ikke beskrivende nok i forhold til hvor meget det regnede den nat. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, for det var helt absurd så meget det regnede.

Det må være dybt, dybt frustrerende for dem der kæmper mod vandmasserne i disse dage. Man kan ikke sætte sig ind i hvordan det føles, at have et oversvømmet hjem før man selv har prøvet det. Jeg har ikke prøvet det. Jeg har kun oplevet hvordan den massive regn føles. Og det kan på ingen måde sammenlignes! Det er tankevækkende at vi oplever så voldsomt regnvejr så hyppigt, og oftere hører nyheder om oversvømmelser end hidtil. Det er enormt tankevækkende.             

onsdag den 15. oktober 2014

På sådan en regnvejrsdag i oktober

...har man mest af alt lyst til, at kravle under tæppet på sofaen og glo fjernsyn mens man strikker. Det har jeg i hvert fald. Burde lave så meget andet, men burde kan godt trænge til en fridag en gang imellem. Har da fået lavet lidt, men vejret indbyder altså mest til råhygge. Jeg blev færdig med mit halsrør i mandags, men det blev ikke helt som jeg have håbet. Mønstret er egentlig blevet ganske godt, men længden og diameteren er ikke tilfredsstillende.

Måske kan det godt bruges, når kulden rigtig sætter ind. Det sidder i hvert fald tæt til hovedet! Har kastet mig over et andet strikkeprojekt, som jeg håber vil ende ud i et oversized halsrør. Lapperne til mit kludetæppe bliver der også strikket på, men det er dog et noget mere omfattende projekt end et halsrør.

tirsdag den 14. oktober 2014

Tirsdags Klumme.



2010 december 9.,

Alt er blåt. Og lidt hvidt. De spinkle trækroner står som hvide tændstikker mod den krystalklare blå himmel som var landskabet taget ud af et amerikansk, idyllisk maleri. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Det ser uægte ud som var verdenen en stor landskabskulisse ’out of location’ pakket ind i et varehus et sted i Hollywoodland. Med en instruktør siddende deroppe i den krystalklare blå himmel, som slet ikke er en himmel, men et kontrolrum hvorfra alting styres. Instruktioner meddeles. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Beskriv det med en følelse - ikke et begreb. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Hvad skal man føle? Hvad skal man tænke? Kan man føle noget, når ens åre fryser til is, lammer ens handleevne og viser en det ukendte? Kan man tænke, når man bliver opslugt af en kold verden, vandre af ujævne stier og efterlades midt i ingenting. Alt er blåt. Og så lidt hvidt. Det er koldt. Det er varmt. Det er intet. Det er alt. Hvor ender det krystalkblå kontrolrum og hvor begynder det lidt hvide? Har det en ende? Er der en begyndelse? Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og så er der mig. Kold, forfrossen, fortabt, forladt, fortrængt. Hvad skal jeg med en krystalklar blå himmel, med en usynlig instruktør, når jeg vandre hvileløst rundt i det lidt hvide? Kan jeg male det grønt? Eller rødt? Bliver instruktøren sur? Hvem bestemmer at det skal være blåt og så lidt hvidt? Er det instruktøren eller er han også blevet plantet i det krystalblå kontrolrum som en anden Malboroughmand i en cigaretreklame? Er det tilladt at ryge deroppe i det krystalblå kontrolrum? Må man ryge i det hvide? Eller rejse? Hvor mange ujævne stier er der gemt i alt det hvide? Hvor fører de hen? Alt er hvidt. Og så lidt blåt. Kan man fare vild i en hvid verden? Eller en blå? Er jeg faret vild? Skal jeg gå til højre eller venstre? Op eller ned? Kan jeg tage plads i Malbroughmandens stol deroppe i det krystalblå kontrolrum? Bliver jeg smidt ud hvis jeg gør det? Hvem bestemmer det? Alt er hvidt. Og så lidt blåt. Og hvad skal vi bruge det til? Forsvinder det krystalblå kontrolrum, hvis jeg kigger den anden vej? Er det lidt hvide i virkeligheden grønt når jeg ikke ser det? Er det kun mig, som ser at alt er blåt og en lille smule hvidt? Hvem har fortalt mig det? Skal jeg se det sådan? Er det malboromanden i det krystalblå kontrolrum som får mig til at se blåt og en smule hvidt? Alt er hvidt. Og lidt blåt. Nej, det bliver gult. Og varmt. Koldt. En skyggedans. Er det min skygge? Hvor forsvinder den hen, når alt det gule forsvinder? Går den i hi? Bliver det gråt? Eller måske ligefrem sort? Kan man føle sort? Eller tænke sort? Men der er intet sort. Alt er blåt. Og lidt hvidt. Glitrende. Funklende. Få fodspor. Mange fodspor. Nogen har været her før mig. Nogen har også vandret hvileløst rundt i denne kulisse hvor alt er blåt og lidt hvidt. Hvor gik de hen? Hvem sagde at de skulle gå derhen? Kom malboromanden ned fra det krystalklare blå kontrolrum og viste dem vejen? Hvor gik han hen bagefter? Gik han? Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og mine fodspor forsvinder. Du kan ikke se at jeg har været her. Mine handlinger er blevet slettet, som havde en eller anden trykket på nogle få knapper og så fandtes det ikke mere. Alt er blåt. Og lidt hvidt. Og det er alt hvad der er i denne verden af tændstikstynde trækroner og det krystalklare blå kontrolrum. Der gives ikke flere instruktioner. Alt er blåt. Og lidt hvidt.

torsdag den 9. oktober 2014

Når man bliver ramt af torsdags træthed

Efter en arbejdsdag af den mere hektiske slags, ville jeg bare hjem og slappe af på sofaen med en kop kaffe. Jeg var knap nok kommet hjem, før de første tegn på træthed meldte sig; Da jeg tjekkede postkassens indhold af aviser undrede det mig, at fredagsavisen ikke var i blandt dem. Altså tjekkede jeg postkassen endnu en gang, og mens jeg stod der med hovedet halvt inde i postkassen slog det mig, at det kun er torsdag i dag.

Da jeg havde fået smidt jakke og sko kom jeg i tanke om vasketøjet, opvasken og alle de andre ting på min 'to do'-liste. Sofaen måtte altså vente. Da jeg endelig kom i gang med madlavningen, som blev påbegyndt lidt halvsent, måtte jeg en tur i Brugsen efter mælk og nogle krydderier. Det var så på det tidspunkt, at jeg følte mig en lille smule stresset, for min 'to do'-liste for i dag er pænt lang, faktisk alt for lang. Og jeg som bare gerne ville sidde på sofaen og slappe af med en kop kaffe. Jeg havde dog fået inhaleret en kop kaffe eller to på det tidspunkt, men der havde ikke været tid til at slappe af på sofaen. Der har faktisk slet ikke været tid til, at slænge sig på sofaen her til aften overhovedet. Jeg fik lavet mig en ordentlig omgang rodfrugter med frikadeller og bearnaise sovs.


Og jeg kan love for at jeg blev mæt. Lige siden har jeg mest af alt haft lyst til, at gå i seng, men der manglede stadigvæk et par ting på min 'to do'-liste. Og det skulle jo gøres......når nu jeg havde lavet den aftale med mig selv.....Nu mangler der heldigvis ikke så meget, så jeg lander nok i min seng på et tidspunkt. Der er jo lige et par timers arbejde i morgen, der skal overstås, inden det er weekend.

onsdag den 8. oktober 2014

Den lille Better.

Som ikke er er så lille længere - flyttede hjemmefra for 3 år siden i denne måned, og selvom det var underligt at skulle vænne sig til, at han ikke stod lige inden for døren når jeg kom hjem, så ved jeg at det var det rigtige for ham. Jeg har været ude at besøge ham nogle få gange siden, og ser løbende billeder af ham på Facebook, og han har det rigtig godt. Når jeg ser billederne af ham så tænker jeg tit, at han aldrig skulle have været en indekat. Han er totalt i sit es ude i naturen!






tirsdag den 7. oktober 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 8.,

Da jeg havde tjekket saldoen på min konto, skyndte jeg mig ind til byen for at købe et par julegaver og fødselsdagsgaver. Tænk, at have fødselsdag i december måned. Det hele drukner jo i nisser, fortravlede mennesker og sne. Folk haster af sted med et bjerg af poser, gaver, tasker, huer og vanter flyvende omkring sig, videre til den næste butik. De har ikke tid til at stoppe op og indånde byens os, sende et smil, give en skilling. De har travlt – det er jo jul. Jeg fik købt fødselsdagsgaverne, julegaverne og lidt til pakkespillet anden juledag i et passende tempo. Hele tiden tænkte jeg ’Hun ønsker sig det’, ’Han ønsker sig det’ og gik i zigzag mellem butikkerne. Jeg var en del af massen – også jeg hastede af sted gennem byen. Jeg har dog ikke erhvervet mig disse skyklapper, som alle andre syntes at have på når de færdes på gader og stræder i indre by. Uanset hvor jeg går så bliver jeg holdt an af en gadesælger fra ’vi-arbejder-på-at-skabe-en-bedre-verden-derfor-vil-vi-have-dine-penge-nødhjælpsorganisation’, bliver puffet ind på første parket foran de standhaftige udsendte fra Frelsens Hær, som forsøger at skabe lidt julestemning blandt farvestrålende butiksvinduer, købelystne familier med forfrosne børn og højtråbende teenagedrenge, eller også falder jeg bogstaveligt talt over den gamle stodder med violinen. Han sidder hver eneste dag på en faldefærdig klapstol, spiller ugenkendelige musikstykker på en violin, med en gigantisk nusset kuffert foran sig og siger ’Hej’ til alle de forbipasserende mennesker på sådan en belastende måde. ’Haeji’. Måske vil folkemængden først bemærke ham den gamle stodder med violinen når han sidder stivfrosen, ildelugtende og neonblå i hele ansigtet på den mølædte klapstol og er på nippet til, at ende i kufferten med hovedet først?

Mon det også kommer til at gå sådan for ham gutten nede foran Føtex når vi rammer årsskiftet? Hele december måned står han foran Føtex og spørger alle og enhver om de vil købe ’Hus Forbi’-bladet. Hver eneste dag kan man høre ham spørge. Hvor går han hen i januar måned? Det kan også være lige meget. Der er længe til januar. Har jeg stadig alle mine poser med mig? Jeg bevæger mig ud af junglen, bryder ud af den homogene plamage som er ved at drukne i gavebånd og sjap, og tager hjem til min varme stuen. Nu er der ved at være styr på julegaverne så kan jeg begynde at planlægge juleferien og godteposerne. Men for søren da også! Hvad skal jeg tage på juleaften? Og Anden juledag? Jeg har jo ikke en trevl at tage på. Måske skulle jeg købe nyt tøj inden jul? Jeg kan jo ikke sidde ved bordet og spise juleand med familien i en kjole, der bare er ’so last year’! Eller danse om juletræet i brugte sko. Jeg skal også have en sweater til at holde mig varm når vi skal pakke gaver op og spise julekonfekt. Eller nytårsaften!? ”Vil du købe ’Hus Forbi?” – Nej, jeg har travlt!

Til næste år vil jeg give en skilling til damerne fra Frelsens Hær, sende et smil til stodderen med violinen og købe bladet af gutten foran Føtex. Til næste år støtter jeg nødhjælpen. Til næste år. Jeg har bare ikke tid lige nu. Der er så meget jeg skal nå inden jul. Er der nogen der ved om man kan købe aflad på nette? Og send lige stodderen til genoplivning på sygehuset. Han ligger sammenbøjet i kufferten klar til afgang. Måske bliver han afløst af sin fætter næste år. Altså, hvis han har en fætter. Gud, jeg mangler at købe en gave til min fætter. Hvad var det nu ønskede sig? Måske skulle jeg tjekke saldoen på min konto? Bare der nu er gået aflad ind.