Lettere stress på afveje

I blev snydt for en Tirsdags Klumme i sidste uge, og så har der jo generelt været stille i nogen tid. Det er der så flere forklaringer på. Jeg har sovet ualmindeligt dårligt de sidste par uger, røget alt for mange smøger, drukket alt for meget kaffe og spist alt for meget af alt det forkerte. Suk. Sagen er den, at min arbejdssituation ikke er optimal, og ikke har været det længe. Hvad det helt præcist drejer sig om vil jeg ikke udbasunere her. Men sagen er den at jeg har gået alt for længe (igen) uden at gøre noget ved det. Og det resulterede i, at jeg brød fuldstændig sammen over en bagatel. Når man står og græder snot, så ved man godt selv at der er noget helt galt. Om det bliver bedre fra nu af kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg skal lige love for at der gik hul på bylden. Det er desværre bare sådan her i livet, at det er ikke de ting som du kan gøre noget ved der gør tilværelsen træls - det er derimod de ting som du ikke kan gøre noget ved der er træls, og de gøre tilværelsen besværlige.

Jeg har haft rimelig travlt den sidste tid, men fordi jeg har været så træt grundet min manglende søvn, har jeg ikke haft overskud til ret meget. Derfor heller ikke bloggen (hvert andet indlæg handler efterhånden om hvor meget jeg ikke orker). Suk. Jeg har været på besøg hos Brormand op til flere gange i de seneste par uger. Jeg har åbenbart også lavet aftaler med ham, som jeg så absolut ikke kan huske en skid om. Så føler man sig altså en smule dement. Jeg har været på kursus i Århus, et super godt kursus, men der gik godt nok et par ting op for mig i løbet af de dage. Jeg overnattede hos nogle venner i Randers, for det er altså lidt svært at komme med offentlige transportmidler fra min del af Nordjylland tidligt om morgen så man kan være i Århus til kl. 8. Men selvom jeg havde afkortet afstanden, så skulle jeg alligevel tidligt op og med offentlige transportmidler, og her kommer så lektie nr. 1; Hold nu kæft hvor er jeg glad for, at jeg ikke er afhængig af offentlig transport for at komme på arbejde. Om jeg begriber hvordan jeg har kunnet det for år tilbage. Jeg er nok blevet forvænt med, at det kun tager 2 minutter på gåben at komme på arbejde. Lektie nr. 2; Nøj hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal sidde på min bagdel og lytte i 8 stive timer, mens der undervises i lovgivning og regler og ditten og datten. Hvordan har jeg dog overlevet at tage en HF? Og så lige det sidste, lektie nr.3; Hvor føles det bare mærkeligt at bevæge sig rundt i Randers igen. Det er ikke ret lang tid siden jeg flyttede derfra (marts 2013), men det føles som meget, meget længere tid siden! Da jeg læste dagens klumme kunne jeg godt genkalde mig den tidlige vintermorgen i gågaderne i Randers, og det var så smukt den morgen, men jeg havde slet ikke den rosenrøde opfattelse af Randers, da jeg var der i forrige uge. Okay, der lå ikke sne, og solen var bestemt ikke stået op da jeg drog mod Århus, men det virkede så uvant at færdes der. Gad godt vide hvordan julebelysningen ser ud i Randers i denne måned? Den ligner nok sig selv, men alligevel. Jeg er nok allerede blevet Nordjyde i marv og ben, og fundet mig til ro med at der ikke drøner biler rundt 24/7. For det gør der så absolut ikke i den her by hvor jeg bor nu.

Dybt suk.   

Telefonsælger

Jeg blev ringet op af en Caller i går aftes omkring klokken 20.30. Hvor han ringede fra har jeg glemt, men tak spids hvor kunne han snakke. Han snakkede så meget, at jeg til sidst opgav at høre efter. Da hans talestrøm ophørte, sluttede jeg samtalen og lagde på. Overvejede om jeg skulle tilslutte mig Robinsonlisten. Og overvejer det stadig. Hvor må det bare være et utaknemlig job at være Caller. Tænk, at skulle sidde en mandag aften og ringe til folk.

Endelig weekend!

Jeg har simpelthen været så træt hele ugen, og har nærmest længtes efter weekend lige siden jeg vågnede mandag morgen. Så er ugen altså lang.

Den aften jeg skulle af sted til sangkor havde jeg egentlig mest lyst til at smide mig på sofaen og flade den hele aften, men af sted kom jeg - og det var helt fantastisk at være til sang. Vi har påbegyndt øvningen af endnu en julesang (hvilket jeg stadigvæk syntes er alt for tidligt) men hold nu op hvor er den smuk. Blev helt rørt af den, da korlederen afspillede den for os. I går aftes fandt jeg en indspilning af den på TDC play, udover den version jeg hørte til korsang, og sad faktisk og lyttede til den et par gange.Tænk, at sidde en fredag aften og lytte til julemusik!!! Nu har jeg fået den på hjernen. Sangen hedder 'I wish you christmas' og er komponeret af John Rutter. Han skriver de mest vidunderlige julesange. Sidste jul sang vi 'Candlelight Carol' og det var så smuk en sang at synge. Men det er og bliver altså alt for tidligt at komme i julestemning - uanset hvor smukke sangene er - det har ikke engang været efterårsferie!

Og a pro pro jul - hvor tidligt begynder du at købe julegaver? Brormand og Svigerinde er nemlig gået i gang, og det fik mig jo til at efterspørge ønskesedler (hvilket kom prompte fra Svigerinde), men hvor tidligt kan man gå i gang med at købe gaver? Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er smart at fordele det over et par måneder, for så skal man ikke punge så meget ud i december, men man kan jo også spare lidt op i månederne op til december, og så først købe gaverne i december - så er der også julepynt og stads alle vegne! Det er da den perfekte stemning at købe julegaver i, er det ikke? Måske er der penge at spare ved at benytte sig af efterårstilbudene/udsalget. Hvad gør du?

Nå, nok om jul! Jeg følger med i 'Danmarks Næste TopModel' i denne sæson, ene og alene pga. Cristine. Jeg kender hende personligt, og havde det ikke været for hende, så ville jeg aldrig have set DNTM. Jeg har set et par afsnit (måske har jeg endda set en hel sæson) af 'Amarica's Next TopModel' med Tyra Banks, Miss J osv. Men jeg har ikke set DNTM før. Jeg har ikke Kanal4, så ser det på nettet, hvor det streames med en uges forsinkelse. Derfor har jeg endnu ikke set 'make-over'-dagen, men ud fra det der vises i teaseren, så skal det nok blive sjovt at se! Jeg glæder mig til at skulle følge med i denne sæson, og naturligvis hepper jeg på Cristine.

  

Når man er træt så....

....er der bare ikke noget mere kedeligt end at pille små asparges kartofler. Men man skal jo spise. Lavede brast kartofler med frikadeller. Overdænget med alt for meget ketchup.

Hvorfor er mandage så energidræbende? 

På udkig efter garn

Jeg var et smut forbi Brugsen sidst på eftermiddagen for at studere deres farveudvalg af garn. Jeg faldt over en turkis grøn, en fersken og en pudderfarvet lyserød. De har også en beige brun (eller kan den kaldes for skiden brun?), men jeg købte ingen af dem.
Jeg tænker at både den blå/pink og den hvid/mørke lilla kan være fine med turkis grønne, men den hvide/ mørke lilla kan måske også være fin med den pudderfarvede lyserøde. Jeg lagde en hvid og en lilla garnnøgle sammen med den lyserøde, og det så ikke værst ud. Jeg har dog også overvejet at få en gul farve ind i det, men jeg har ikke kunnet finde gult garn. Og der er ellers et meget bredt udvalg af garn i alverdens farver - men ingen gul.
Hvem havde lige set det komme, at jeg skulle blive så farvefikseret?!
På snarligt gensyn! 

Hurra! Det er søndag!

Vågnede kl 6.15 i morges og mærkede hvordan panikken begyndte at brede sig; Jeg havde f*cking sovet over! Den begyndende tankegang om alle de ting jeg skulle nå på ultrakort tid, for at nå bussen i tide så jeg ikke kom for sent på arbejde, stressede mig som jeg ved ikke hvad. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken - jeg var total lammet og dynen var godt på vej til at spise mig. Pis og lort pis og lort pis og....Hov! Det er jo kun søndag! Jeg havde nærmest lyst til at bryde ud i jubelsang, da det gik op for mig. Hurra for søndage! ;) 

Life is a bitch – get used to her – NOW!

Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene. Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25. juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer, døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’ måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert at skulle få job på den måde. 

Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun er glemt.

Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af, at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for kommunikation, det er til for at blive misforstået!

Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig god!!!).

Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og gud-ved-hvilken-nr-kop te.  

Wisdom of today?

Jeg så denne på 'Things we forget'-bloggen, og den trængte jeg da vist til at få smidt i hovedet. Der er da i hvert fald en sandhed i det...det er vigtigt at holde for øje, så man ikke stirre sig blind på alt det negative. Jeg måtte i hvert fald lige stoppe op, og give den tid til eftertanke.

Smil herfra! (hvor er det altså fucking nice at smile lidt igen)

Der var forresten noget med nogle brækklatter...

Tilbage i december sidste år skrev jeg et blogindlæg om  nogle brækklatter, og skrev derfor at jeg ikke havde overskud til at blogge. Nu er der så en out there i Cyperspace, som gerne vil vide hvad de der brækklatter gik ud på. Lad mig se...det er jo efterhånden et par dage siden, og meget har ændret sig i mit liv.

Alting blev mig for meget i de sidste par måneder af 2011, og til sidst hang min apatiske tilstand mig så langt ud af halsen, at jeg simpelthen ikke gad lave en fløjtende fis. Når jeg tænker tilbage på 2011 så tænker jeg først og fremmest på alt det negative, som skete for mig personligt i det år. Alt det bøvl med min arbejdsskade, pengeproblemerne og kontanthjælpssystemet med dets dødssyge aktiveringsprogram fyldte alt for meget, og det gjorde det bestemt ikke lettere, at da det endelig så ud til at lysne på arbejdsfronten i slutningen af oktober, så blev gulvtæppet atter revet væk under mig endnu engang det år. Jeg var kommet i arbejdsprøvning ved en tandlæge i Aalborg, og jeg var så himmelglad for at være kommet i gang igen med mit fag, også selvom jeg døjede med smerter i ryg og lænd. Men hold op hvor var jeg glad. Efter ca. 14 dage blev arbejdsprøvningen afbrudt, og det gik ikke stille af sig. Det kan godt ske, at jeg var blevet forblændet af min egen lille lykkerus i den periode, for aldrig har jeg følt mig så dårligt behandlet, som da arbejdsprøvningen sluttede. Jeg røg lige lukt ned i kulkælderen, og døjede med søvnproblemer i de efterfølgende 10-14 dage. Nogle nætter sov jeg slet ikke, og det kan man altså ikke holde til i længden. Min energi var på nulpunktet, og jeg forbandede hele dette lorte liv langt ind i helvede.

I december prøvede jeg at få det bedste ud af det, men det var ikke særligt opløftende at være tilbage i aktivering og samtidig forsøge at bearbejde den ydmygende oplevelse med arbejdsprøvningen. Nogle dage føltes det som om, at livet havde brækket sig i lårtykke stråler ud over det hele med al dens negativitet, og det drænede mig for al energi. Det fortsatte ind i januar og februar 2012, men nu har jeg heldigvis fået vendt situationen, så nu ser det ikke helt så sort ud mere. Jeg er atter kommet i arbejdsprøvning, denne gang ved en tandlæge i Randers, og jeg føler mig rigtig godt tilpas der. Der er en helt anden atmosfære på klinikken, end der var i Aalborg, og jeg tror på at de værdsætter min tilstedeværelse. Jeg har i hvert fald fået meget ros og mange kram af kollegaerne, og også pjattet helt vildt meget med dem, hvilket er enormt positivt, for de er altså en hel del år ældre end mig. Jeg er også begyndt at arbejde som trappevasker, og det er faktisk et ganske udmærket job, selvom det selvfølgelig ikke altid er lige sjovt, at skulle gå op på 4. sal og knokle sig igennem 6 opgange. Men beboerne er positive, og siger altid 'hej', og i går fik jeg at vide af min arbejdsgiver, at folk er yderst tilfredse med trappevasken, for trapperne har aldrig været så rene, som efter jeg startede. Det er altså en besked, som får en til at smile lidt ekstra, og smilet, det har været en mangelvare i mit liv i det sidste lange stykke tid.

Selvom jeg nu smiler helt ind i sjælen, og nyder at der hver dag er noget at stå op til, som giver mening for mig, så er alt jo ikke perfekt. Jeg stræber ikke efter at få et perfekt liv, men hvis livet fortsætter i denne positive retning, som det gør nu, så kan det ikke gå helt galt. Der er stadigvæk efterdønninger af negativitet fra 2011, men jeg er blevet meget bedre til, at håndtere det nu. De dage, hvor livet sender en brækklat i min retning, ryster jeg på hovedet, trækker på skuldrene og tænker 'nå, og hvad så? Jeg overlevede 2011, så kom du bare an, Bitch!'. Så bliver brækklatten fejet om i baghovedet, og mit fokus rettes atter mod alt det positive, som får smilet frem.     

Er dette plastik kirurgi?

I december sidste år fik jeg fjernet et modermærke på venstre kind, fordi jeg syntes at det var vokset i størrelse, og så fik jeg min læge til at fjerne det. Jeg gik så rundt i et par dage og lignede en, der var blevet strejfet af en kugle på kinden... til stor morskab for alle andre end mig selv. Godt nok bor jeg i Randers, men... ;)

Og hva så?!

Jeg har ikke fået sex i 24 måneder, Janus Nabil! Men jeg kan godt forstå dig - sex skal ikke bare være en One Nighter. Der skal være mere end sex.

Life is fragile.

Man føler sig så fucking hjælpeløs, når man ikke længere har kontrol over noget som helst. Man kan ikke gøre andet end at stå på sidelinjen og se et andet menneske kæmpe for sit liv.