fredag den 31. august 2012

Så ved man at det er tåget!


Jeg plejer at kunne se en meget stor skorsten fra min bopæl, men onsdag morgen var den "forsvundet". Det var simpelthen så tåget den morgen!

torsdag den 30. august 2012

Den cykelinteresserede læsehest.

Der er blevet læst endnu flere bøger om cykling - og jeg har atter været på biblioteket efter en ny stak cykelbøger. Jeg skal da lige love for, at det der cykling er steget mig til hovedet!





onsdag den 29. august 2012

En form for mareridt?!

Jeg havde den underligste drøm i nat! Det begyndte i et kæmpe hus, hvor jeg delte lejlighed med min søster (tror jeg nok det var), og i samme bygning var der også et kollektiv. I hele huset var der to toiletter. Senere var jeg ude at køre sammen med Looney, og vi kunne slet ikke finde vej. Dog fandt vi nogle lykke-kalve (hvad end det er), som gik og græssede ved et musikhus. Udenfor sad der to alkoholikere, som var overbeviste om, at de havde set os før. Jeg genkendte dem overhovedet ikke! Pludselig befandt jeg mig inde i musikhuset, til audition på X-factor (shit altså), og Blachman lovpriset mit talent. "Hun vinder jo det hele. Det er krystal klart!" - og han havde ikke engang hørt mig synge ?! Det virkelig underlig var, at jeg så min egen og de andres reaktion udefra, altså som i en helt anden person! Og jeg var rystet! Meget mere end de andre. Jeg sad på en stol lige ved siden af Blachman, hvor der også var en håndfuld andre talenthungrende mennesker. Rummet var lille, og vi sad nærmest på rad og række langs den ene væg. En af dem stod og skulle til at synge for dommerpanelet, da Blachman gav sin mening til kende. Anne Linnet var der også. På et tidspunkt siger Blachman til mig "Du ser skide godt ud". I min drøm havde jeg sorte nylonstrømper på, en hvid nederdel med blomstermotiv (den som jeg lige har købt på udsalg i H&M IRL), en eller anden top og min gamle, beigefarvede habitjakke. Jeg skal ikke kunne sige om jeg rent faktisk så godt ud. I det øjeblik så jeg ikke mig selv via en helt anden person.



Jeg aner ikke hvad sådan en drøm betyder - og jeg tror heller ikke at jeg ønsker at vide det. Men det var sgu lidt skræmmende, at drømme om Blachman!

Jeg er dog ret vild med Blachman, og det er nærmest udelukkende pga. ham, at jeg ser x-factor!

tirsdag den 14. august 2012

'Slave' af Mende Nazer.


Der sker et eller andet i en, når man læser en bog som denne. Min mor anbefalede mig at læse den, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig, da jeg først var begyndt på den. Bogen handler om Mende Nazer, som er født og opvokset i Nubabjergene i Sudan, hvor hun i en alder af ca. 12 år bliver taget til fange under et angreb på landsbyen, og sælges som slave. Hun holdes som slave i 6 år, både i Sudan og i London, indtil det en dag lykkedes hende at flygte og opnå asyl i UK.

Det allermest tankevækkende ved at læse denne bog var for mig året hvor hun blev fanget og solgt. Det var i 1993 - året hvor jeg selv var 12 år gammel. Endvidere er det utroligt at tænke på, at hun var slave helt frem til årtusindskiftet!!! Det er for mig helt ubegribeligt, at sådan noget kan foregå i denne moderne verden, især når jeg tænker på hvordan mit liv var i 1993, og hvordan jeg festede natten lang, da vi gik ind i år 2000.

Bogen kan helt klart anbefales. Den giver virkelig stof til eftertanke.

mandag den 13. august 2012

Læsehesten rammes af 'Tour de France'-feber!

Jeg skal gøre det kort og præcist; Jeg er blevet bidt af en gal cykelrytter, og jeg kan ikke forklare hvorfor - sådan er det bare! 'Le Tour' er en gennemgang af Tour de France fra dets spæde start i 1903 og frem til 2005. Hvert løb bliver beskrevet kort med det vigtigste navne og sejre, og jeg blev simpelthen så glad for denne bog at jeg må og skal eje den! Hvis man er til det der Tour de France, så kan jeg varmt anbefale at man læser denne bog.
 
Ja, det er et leksikon fra 1994, så det er nok ikke helt up to date, men ganske god som opslagsbog.

En lille sjov bog om Tour de France 2011 - og om alt mulig andet. Meget morsom, og let læst.

Henrik Jul Hansen gennemgår Tour de France år 1997, altså året efter Bjarne Riis vandt, og han beskriver løbet i al dens skønhed etape for etape.

Denne bog beskriver Tour de France året efter den store Festina-dopingskadale, hvor en meget systematisk doping blev afsløret. Henrik Jul Hansen viser i denne bog, at det der med doping ikke bare er så lige til som man skulle tro. Der er så mange aspekter i det, at man alt for nemt konkludere at alle cykelryttere er nogle 'doping-svin'. En meget interessant bog, som selvfølgelig også omhandler cykelløbet, Armstrong's første sejers år (han vandt løbet 7 gange) og Jul Hansens ophold i det franske under hele løbet.

Den gale cykelrytter har atter fået mig til at hente en ordentlig stak cykelbøger på biblioteket, så 'Tour de France'-feberen raser stadigvæk i min verden. Læser for øjeblikket 'Tusind meter til lykken'.

søndag den 12. august 2012

Læsehesten tager tilløb.

Det tog en hel del tid at få læst 'Fortællinger om natten' af Peter Høeg, hvilket jeg havde frygtet, men det skyldtes nu mest, at der kom en flytning i vejen, og den tog som bekendt hårdt på mig. Da jeg læste 'Elefantpassernes børn' tog det mig en krig at komme igennem den, fordi skrivestilen var så anderledes end jeg har været vant til. I 'Fortællinger om natten' er det er lettere skrivestil, og jeg kan faktisk huske en stor del af handlingen uden besvær. Det kniber lidt med Elefantpassernes børn'. I 'Fortællinger om natten' skriver Peter Høeg 7 forskellige historier, som alle foregår om natten den 29. marts 1929 (hvis jeg ikke husker meget fejl), og hver enkelt historie har en pointe. Da det er korte historier med hver sit tema (om man vil) gør det læsningen en hel del nemmere. Man skal ikke huske 300 siders handling fra ende til anden, men hver enkelt historie, og det gjorde altså bogen meget læsevenlig. Jeg kunne nok godt have læst bogen på meget kortere tid, men der kom som sagt en masse i vejen. Jeg er ret sikker på, at jeg vil læse bogen igen på et senere tidspunkt.

Bogen '101 råd til motivation' var en lille "selvhjælpsbog" om hvordan man motiverer sig selv. Enkelt råd viste sig at være meget nyttige, mens andre virkede lidt for "over-doing-it". Dog en ganske fin lille bog, som ikke er særlig svær at tygge sig igennem.

Bogen 'Hvordan du siger nej uden skyldfølelse' var altså så malplaceret som den kunne være. Jeg kunne ikke forholde mig til særlig meget i den, og jeg tænkte, at den ville blive et helvede at få læst færdig. Så jeg droppede at læse den færdig. Og godt for det, for den var altså ikke passende til mig og situationerne i mit liv - det er i hvert fald sådan jeg føler det. Derfor sprang jeg på biblioteket, og fik hentet 'Peter Pan' hjem. Det er en børnebog, men hvem kender ikke historien om Peter Pan? Jeg havde genset filmen 'Finding Neverland' kort forinden, og så blev jeg altså en smule nysgerrig efter at læse bogen 'Peter Pan'. Jeg tror faktisk aldrig at jeg har læst den. Bogen var selvsagt utrolig let at læse. Jeg brugte vel en lille time på at læse den - men det var nu alligevel lidt hyggeligt, at gå lidt i barndom igen ;)

Life is a bitch – get used to her – NOW!


Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene. Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25. juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer, døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’ måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert at skulle få job på den måde. 

Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun er glemt.

Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af, at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for kommunikation, det er til for at blive misforstået!

Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig god!!!).

Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og gud-ved-hvilken-nr-kop te.  

mandag den 25. juni 2012

Giv mig lidt tid...

...så skal jeg nok give livstegn herfra. Jeg skal bare lige igennem denne dag....


fredag den 4. maj 2012

Klar, parat, sæt i gang!


I går forsynede jeg projekt 'Boligløs' med 20 flyttekasser, og de blev alle samlet her i eftermiddags (jeg overvejede et kort øjeblik at bygge en borg af kasserne, og forskanse mig der i meget meget lang tid!). Det gik pænt stærkt med at folde og folde og folde... jeg har nok også foldet tilpas mange flyttekasser igennem tiden, så mens vasketøjet passede sig selv i maskine, kastede jeg mig over selve pakningen af kasserne. Da eftermiddagen var omme havde jeg fået pakket 6 store og 6 små kasser samt det løse. Jeg er dog langt fra færdig - og der står også kasser i kælderen. Suk....Jeg forudser mange nætter med mareridt om flyttekasser....




onsdag den 25. april 2012

In your face, B*tch!

Hvis jeg kunne kramme min lejlighed, så gjorde jeg det!


Den endelige godkendelse fra diverse parter blev sendt til mig i dag, så nu er salget en realitet. Nu skal jeg for alvor vende mig til tanken om, at jeg ikke skal bo her særligt meget længere. Men det er sprøjtme godt nok letter sagt end gjort. Hele dagen har jeg været rastløs, utålmodig, apatisk og ganske tom for følelser indeni. På et tidspunkt skulle der bare ske noget, så jeg kastede mig over lidt fornyet boligindretning – hvilket syntes fuldstændig nytteløst, når jeg nu ikke skal bo her ret meget længere – men et eller andet skulle jeg jo lave. Jeg arbejde ud fra devisen ’Hvilke møbler er unødvendige de næste par uger’? Og hvordan finder man lige ud af det, når man sådan set kun har de møbler, som man bruger dagligt.  Jeg kan godt fortælle hvilket møbel der er det vigtigste, nemlig min seng – som jeg sagtens kunne se mig selv gemt væk i i det næste lange stykke tid. Lige i dag er dynen det mest attraktive selskab, men der kan jeg jo ikke putte mig under altid. Boligindretningen endte med, at sengen er flyttet, så den står ved fjernsynet og stereoanlægget, i et forsøg på, at gøre det lidt hyggeligt (og udholdeligt) de sidste uger i denne lejlighed. Og så er der skabt noget mere gulvplads, så der kan blive plads til alle flyttekasserne…Jeg frygter allerede det flyttekassehelvede som pesten! Det er helt uoverskueligt hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Lige nu kan jeg ikke danne mig et overblik overhovedet. Jeg mister helt modet bare ved tanken om, at skulle pakke alle mine ting ned i kasser. Engang gjorde det mig ikke noget, at skulle pakke og flytte, men der var jeg også i træning fordi jeg flyttede en del rundt i årene 1999 til 2005. Der flyttede jeg 7 gange, så jeg var i træning. Siden 2005 er jeg kun flyttet til Sjælland (2008) og tilbage til Randers (2009), så det er sådan set her i min lejlighed, hvor jeg har boet længst – efter at jeg flyttede hjemmefra. Nu skal jeg så flytte herfra, og det er ikke med min gode vilje. Jeg har ikke lyst til at flytte herfra. Der er så ufatteligt mange minder i den her lejlighed, og det gør helt ondt at tænke på alle de stunder, som jeg også skal forlade nu. Sådan føler jeg det; AT jeg også må sige farvel til alle minderne, som er tilknyttet disse vægge. Der har selvfølgelig været både gode og dårlige minder, og det er så klart de gode, som gør ondt at skulle forlade. Og hvor er der bare mange gode minder! Hele dagen har de kredset rundt i mit hoved, og jeg har tudet op til flere gange. Det kommer til at gøre vanvittig ondt den dag, hvor jeg skal se mig rundt i lejligheden en sidste gang, inden jeg låser døren efter mig for allersidste gang. Og nu tuder jeg igen…      

torsdag den 19. april 2012

Indvielse af nyt missionshus.

Jeg var med til indvielsen af et nyt missionshus en aften. Det er et topmoderne nybyggeri til – hold nu fast - 13 mio. kr.! På et tidspunkt blev der fortalt, at man i byen snakkede om, at kirkeskatten sikkert ville stige fordi byggeriet var så spektakulært. Du kan være helt sikker på, at kirkeskatten IKKE stiger. Og jeg kan forsikre dig, at indvielse af et nyt missionshus ikke er noget, der sker hvert år. Der går rigtig mange år i mellem. De fleste missionshuse i Danmark er nærmest 100 år gamle, så chancerne for at jeg kommer til at opleve en indvielse af et nyt missionshus på et senere tidspunkt i mit liv er ganske, ganske små, nærmest ingen.
Det var en hyggelig aften, og der var et kæmpe stort kagebord til kaffen, noget som jeg jo slet ikke kan stå for. Da jeg skal til at kaste mig over bjerget af kage på min tallerken, bliver jeg spurgt om jeg er med i noget menighedsarbejde, der hvor jeg bor…Øh, hvad svare man lige til det? Jeg fik det pænt fejet af bordet med et ”Nej, det er jeg ikke”. Det havde jeg så ikke lige regnet med, at blive spurgt om.

onsdag den 18. april 2012

No regrets – they don’t work.


I går eftermiddags lå jeg og tænkte på, at jeg kunne have været bachelor i odontologi nu og så småt i gang med kandidaten, hvis altså jeg var fortsat med at læse på uni. Og så tænkte jeg på, at hvis jeg havde læst videre, så sad jeg ikke i den her situation, som jeg befinder mig i nu. Og så tudede jeg som jeg ved ikke hvad.
Men hvad nytter det at småfortryde? Ikke en skid. Helt ærligt, så var det jo bare slet ikke mig at vimse rundt på uni og blive klogere.
Og hvem siger at tingene ville have været anderledes? Altså lige bortset fra, at jeg altså ikke havde pådraget mig en skade efter en arbejdsulykke. Og så tudede jeg endnu mere.
Da jeg blev træt af at tude, gik jeg i Rema. Så gik det over. Sådan da.

Dyt! Dyt! Her kommer jeg!


Så bliver man smidt ind bag rattet i en Alfa Romeo, med beskeden om, at køre til Harboøre. Til det skal det lige siges, at jeg ikke har kørt bil på offentlig vej siden 2006, hvor jeg i forbindelse med Operation Dagsværk skulle sætte plakater op på diverse uddannelsesinstitutioner for Radio ABC – og så en kort køretur på grusvej sidste sommer, men det tæller ikke rigtig. ’Hold på hat og brille’ tænkte jeg, da jeg sad bag rattet i den fine Alfa Romeo. Men både bil, medpassager og landevejen holdt til det. Jeg vil ikke udtale mig om min egen tilstand. Dog var jeg nær et hjerteanfald… Det blev efterfølgende sagt, at hvis jeg bare kunne slappe lidt mere af, så var der sådan set ikke så meget andet at påtale ved min kørsel. Noget siger mig, at jeg skal have en ordentlig røvfuld køretimer, inden jeg så meget som tænker på at anskaffe mig en bil en dag, men det bliver først aktuelt laaangt ude i fremtiden!

Niels Ebbesen har fået selskab.




Randers tog sig anderledes ud her til morgen, da jeg skulle ned til ørelægen. Jeg måtte selvfølgelig undersøge hvad det gik ud på. Det er en kampagne, projekt UDENFOR, som er skabt for at sætte fokus på hjemløse. Meget fint initiativ. Og jeg var bestemt ikke den eneste, som lige skulle kigge lidt nærmere på Niels Ebbensen's nye venner.