tirsdag den 23. december 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 18.,

Jeg har været der hvor rejsen gennem livet slutter i dag. Jeg har set genkendelige navne udhugget i sten på rad og række. Jeg har sendt dem alle en stille hilsen i håbet om, at jeg en skønne dag vil se dem igen. Hvis altså der er noget på den anden side af livets rejse.

Jeg har været der hvor livet begynder i dag. Jeg har set hvor trygt og godt moderens beskyttende verden kan være. Jeg har frydet mig over, at et nyt liv snart vil se dagens lys.

Men den ufødte vil på ingen måde få samme rejse gennem livet som dem hvis navne jeg har set udhugget i sten i dag. Fordi jeg har blodets bånd til fælles med dem. Det har jeg ikke med det ufødte liv. Det ufødte liv er af en helt anden art end mennesket. Det vokser op for at kunne fodres, malkes, insemineres, føde andre artsfæller og så til sidst blive slagtet og spist. Jeg har sikkert drukket dens mælk inden den slagtes en skønne dag, og jeg får sikkert også smagt på dens kød efterfølgende. Sådan er det på landet. Køer er nyttedyr i vores samfund. Vi spiser dem for at føle os mætte. Men vi ser ikke en ko for vores indre blik, når vi står hen over køledisken og vælger en pakke hakket oksekød. Vi ser et måltid mad.

Når jeg ser køerne stå på rad og række i en stald og gumler på kraftfoder, insilage og halm mens de skider og pisser, så ser jeg ikke et måltid mad. Jeg kigger dem i øjnene, snakker lidt med dem og studerer deres kropsbygning. Jeg ser blodårerne tydeligt på det udspændte yver, og bemærker hvordan huden reagere på fluernes tilstedeværelse, før koen svinger halen op og dasker dem én.

Det er underligt at tænke på hvor forskelligt liv ender i denne verden - og ikke mindst hvor forskelligt vi byder dem farvel. Når et menneske dør sørger vi og holder en ceremoni for dem, som efterfølgende vil blive kaldt for ’smukt’. Når et nyttedyr dør skal det bare af vejen, og så tænker man ikke mere over det. Men når et kæledyr dør, så reagerer vi med sorg og savn. Nogle vælger, at dyrlægen skal skaffe det af vejen. Andre begrave det i baghaven, og så er der endelig de mennesker, som får deres kæledyr kremeret og opbevarer asken i en urne på en hylde hjemme i stuen. Vi reagerer forskelligt når det drejer sig om vores kæledyr. Kæledyr er ikke nyttedyr på samme måde som en ko. Et kæledyr er et selskabsdyr ssom venter på os når vi kommer hjem, kræver mad, pleje og pasning og masser af kærlighed. Vi ophøjer vores kæledyr til noget særligt. Vi giver dem menneskelige egenskaber, og når de dør, ønsker vi at byde dem farvel på præcis samme måde, som vi byder et menneske farvel.

Jeg ved hvor livet begynder og jeg ved hvor livet slutter. Men rejsen fra det ene sted til det andet kan ikke forudsiges. Vi kan kun gætte på hvad der sker i næste uge, til næste år og så videre. Men vi ved det ikke. Vi vælger dog at fortsætte rejsen fordi vi kan. Vi kan sagtens tænke tilbage til et givet tidspunkt i vores liv og tage ved lærer af vores erfaringer fra den gang, men end ikke to oplevelser eller begivenheder er ens. Fordi vi reagerer på en måde på et givent tidspunkt i vores liv, er det ikke ensbetydende med, at vi reagerer på samme måde en anden gang. Vi holder aldrig op med, at lære om livet.

Jeg har set der hvor livet slutter i dag, og jeg har set hvor livet begynder. Og det har givet grund til eftertanke. Næste gang vil jeg reagere anderledes. For sådan er det.

tirsdag den 16. december 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 17.,

Jeg var tidligt oppe her til morgen. Tidligere end planlagt, men når nu jeg var vågen så kunne jeg jo lige så godt stå op og nyde stilheden i denne sovende by. Jeg var ude af døren, da solen begyndte sin rejse i øst for at fortsætte over himmelen mod vest. Morgengryet kaldte på visen ’I østen stiger solen op’ og ganske som i visen, så spredte solen guld på sky. Jeg nød dette magiske øjeblik mens jeg ventede på x-bussen mod Viborg. Det var koldt at stå ved busstoppestedet og vente. Rimfrosten lå som et lammeskindstæppe over byen, og malede alt hvidt. Veje, buske og træer samt hustagene var kridhvide af rimfrost. Mens jeg rejste mod vest steg solen højere og højere på den blå himmel. Da jeg ankom til Viborg fik jeg ventetiden til at gå med at sluge en Mathildecacaomælk og ellers fryse fra inderst til yderst. Og det uanset om jeg var udenfor eller inde i ventesalen på Viborg togstation. Jeg kunne dog trøst mig med at der ikke var annonceret forsinkelser på min videre færden mod vest. Jeg ville dog gerne have vidst hvad de andre rejsende havde tænkt sig at bruge 50 minutters forsinkelse på. Jeg overhørte en samtale mellem en flok unge, som skulle til Århus og videre. Der var også en kvinde med et barn, som ikke lod sig bemærke af stemningen. Barnet fandt det spændende at gå på opdagelse i ventesalen, og så gå rundt om hele DSB bygningen. Tænk på hvor ukompliceret alting er for et barn. Forestil dig, at vi alle så verdenen gennem barnet – altså ikke barnet i Betlehem – og tænk så på hvor ukompliceret alting ville virke. Så ville vi iagttage, suge til os af inputs, leve i nuet og ikke bekymre os om hvad morgendagen vil bringe. Vi ville kunne forlade vores voksensind og fornemme naturen og livet pulserer omkring os. Opmuntret af barnets nygerrighed, fortsatte jeg min rejse mod vest. Jeg glemte dog hurtigt alt om barnets sind, da jeg begravede mig i et litterært univers om jagt og hjorte i et lige så koldt og uvelkomment terræn som det kong vinter serverede for os i disse dage. Undervejs lod jeg dog blikket strejfe landskabet, som susede forbi mig udenfor. Over alt var der hvide landskaber, som mindede mig om hvor bidende koldt det var udenfor – og det på trods af at det var langt op af formiddagen.

Jeg blev endnu mere betaget af bogen og dens beskrivelse af jægeren, byttet og naturen. Jeg syntes det var spændende, at bogen blandede begivenhederne og satte fokus på indianernes forhold til naturen. Jeg følte en nysgerrighed vokse indeni mig, da ord som ’kraften’, ’yderst nødvendigt’ og ’taknemlighed’ gav en dybere mening i denne kaotiske verden. Jeg besluttede mig for, at få opfrisket min viden om indianernes tro, overbevisning og livsstil. Det kunne jo tænkes at der lå et par sandheder gemt deri, som kunne påvirke min videre færden gennem livet.

Da jeg fik løsrevet mig fra bogen og mine filosofiske tanker, bemærkede jeg at fjorden var frosset til. Det plejer ellers at være godt gang i bølgerne omkring Struer, men i dag var det frosset til. Fjorden var næsten slet ikke til at kende igen. I stedet for den blågrønlige farve var fjorden helt hvid.

Jeg fik set solens rejse til ende sidst på eftermiddagen. Jeg var gået hen over den frosne gårdsplads i alt for store træsko, og da jeg havde taget et par tykke uldsokker på fødderne, inden jeg hoppede i skoene, lignede jeg mest af alt en gammel bondekone da jeg gik hen over pladsen – dog ikke i passende påklædning for en kone tilbage i 18 hvidkål. Jeg tvivler på, at konerne kunne købe fine vinterfrakker i H&M dengang. Men solen gik ned, og sendte en gylden hilsen til den kolde verden inden aftenen og natten faldt på. Langsomt sænkede rimfrosten sig over landet, og der blev hurtigt dannet iskrystaller på vinduerne. Jeg stod indenfor i det kolde værelse mens jeg fik en smøg, og kiggede på iskrystallerne. Det er fascinerende, at tænke på, at ikke to iskrystaller er ens. Måske huskede jeg alligevel at anskue verdenen gennem et barns øjne i dag?

tirsdag den 9. december 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 16.,

Det kom snigende som en tyv i løbet af aftenen. Kulden. Langsomt strammede den sit greb om landet, og satte synlige spor alle vegne. Det glitrede på husmure og biler, men mest tydeligt var det dog på træerne. Det ensomme, men smukt pyntede juletræ, som stod ved kajen på havnen og kastede sit lysskær over isbryderen ’Jens Ove’, havde tidligere på aftenen stået med dens grønne prompt og pragt, men nu havde frosten sat sig som sylespidse pigge på hver en grannål. Nu var det ikke længere et frodigt, grønt juletræ med lyskæder, men snare en hvid silhuet, oplyst og spøgelsesagtigt. De andre træer, som stod langs parkeringspladsen og jernbanen, var også juvelbesat med kuldens tænder. Hver en gren var vokset betydeligt i tykkelsen, og stod nu ud fra kronen som skeletagtige fingre. Hvide, tynde fingre som pegede i alle retninger. På en og samme tid var det fascinerede at se på, men også gysende. Vinden sendt kulden ind i hver en krog, hver en sprække og fik ens åre til at føles som is. Men vinden kunne ikke blæse det spøgelsesagtige skær af træerne. Frosten kunne end ikke vinden hamle op med. Det var som om, at vinden bukkede for frosten og blæste udenom. Det var koldt. Det var blæsende. Og alt var stivfrossent. Som have en istid pludselig gjort sit indtog i byen helt og aldeles ubemærket.

Jeg kravlede ned under min kolde dyne, da jeg kom hjem, og tænkte på den nærtstående juleaften, i håbet om, at tankerne ville holde mig varm. Men selv der gjorde kulden sit indtog. Frosten havde bidt sig fast her og der og alle vegne, og til sidst var byen så funklende som stjernehimmelen med dens meteorstorm. Jeg faldt hen i en døs, og overgav mig til sidst til drømmenes land. Om der var varme husker jeg ikke, men jeg fik udhvilet min kolde sjæl. I nattens løb blev frosten alligevel overvundet af blæsten, og vinden førte regnvejr med sig. I stedet for at fryse i marv og ben, blev jeg druknet i vand fra oven. Kulden fik dog hurtigt fat igen, og strammede denne gang grebet endnu fastere om byen. Mine fingre blev følelsesløse, og mine tanker frøs til is. Jeg mærkede hvordan kulden sneg sig ned i mine lunger, og sendte sine sylespidse pigge rundt i kroppen på mig, og til sidst var jeg frosset til i hvert et led. Jeg rørte mig ikke ud af flækken, hvor jeg stod. Jeg var spøgelsesagtig at se på, i en by hvor frosten ganske langsomt tog magten. Og det uden at nogen var klar over det. Alle var spøgelsesagtige at se på, og de, som endnu ikke var frosset til i ledene, gik hvileløst rundt og raslede med usynlige lænker.

Juletræet, som aftenen forinden havde stået og strålet hvidt i hvidt, kæmpede nu en indædt kamp mod kuldens hugtænder. Træet ville ikke lade sig kue af frosten, for det var sat på havnen for at skabe stemning og få byboerne til, at tænke på den rare juleaften med andesteg, vin, sovs, brunede kartofler, rødkål, mandelgaven, dansen omkring et juletræ, gaverne og hygge sammen med familie og venner. Og ganske langsomt veg kulden tilbage, og lod juletræet stå grønt og smukt på havnekajen, mens byboerne langsomt vågnede af deres døs og genoptog julegaveindkøbene. Men byboerne vidste ikke hvad der var hændt dem. Jeg kunne heller ikke sætte en finger på det, men alligevel syntes jeg, at noget var forandret. Juletræet var dog ikke i tvivl; midt i den isnende kulde havde julestemningen sænket sig over byen, og givet plads til varme og hjerterum.

Det betyder ikke noget om det er koldt, blæser, regner eller sner. Når først lysene på træet er tændt, kan hverken mørket eller frosten slukke det. Der er nemlig noget ganske særligt ved julestemningen. Kan du også mærke roen og trygheden indeni dig nu?

tirsdag den 2. december 2014

Lettere stress på afveje

I blev snydt for en Tirsdags Klumme i sidste uge, og så har der jo generelt været stille i nogen tid. Det er der så flere forklaringer på. Jeg har sovet ualmindeligt dårligt de sidste par uger, røget alt for mange smøger, drukket alt for meget kaffe og spist alt for meget af alt det forkerte. Suk. Sagen er den, at min arbejdssituation ikke er optimal, og ikke har været det længe. Hvad det helt præcist drejer sig om vil jeg ikke udbasunere her. Men sagen er den at jeg har gået alt for længe (igen) uden at gøre noget ved det. Og det resulterede i, at jeg brød fuldstændig sammen over en bagatel. Når man står og græder snot, så ved man godt selv at der er noget helt galt. Om det bliver bedre fra nu af kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg skal lige love for at der gik hul på bylden. Det er desværre bare sådan her i livet, at det er ikke de ting som du kan gøre noget ved der gør tilværelsen træls - det er derimod de ting som du ikke kan gøre noget ved der er træls, og de gøre tilværelsen besværlige.

Jeg har haft rimelig travlt den sidste tid, men fordi jeg har været så træt grundet min manglende søvn, har jeg ikke haft overskud til ret meget. Derfor heller ikke bloggen (hvert andet indlæg handler efterhånden om hvor meget jeg ikke orker). Suk. Jeg har været på besøg hos Brormand op til flere gange i de seneste par uger. Jeg har åbenbart også lavet aftaler med ham, som jeg så absolut ikke kan huske en skid om. Så føler man sig altså en smule dement. Jeg har været på kursus i Århus, et super godt kursus, men der gik godt nok et par ting op for mig i løbet af de dage. Jeg overnattede hos nogle venner i Randers, for det er altså lidt svært at komme med offentlige transportmidler fra min del af Nordjylland tidligt om morgen så man kan være i Århus til kl. 8. Men selvom jeg havde afkortet afstanden, så skulle jeg alligevel tidligt op og med offentlige transportmidler, og her kommer så lektie nr. 1; Hold nu kæft hvor er jeg glad for, at jeg ikke er afhængig af offentlig transport for at komme på arbejde. Om jeg begriber hvordan jeg har kunnet det for år tilbage. Jeg er nok blevet forvænt med, at det kun tager 2 minutter på gåben at komme på arbejde. Lektie nr. 2; Nøj hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal sidde på min bagdel og lytte i 8 stive timer, mens der undervises i lovgivning og regler og ditten og datten. Hvordan har jeg dog overlevet at tage en HF? Og så lige det sidste, lektie nr.3; Hvor føles det bare mærkeligt at bevæge sig rundt i Randers igen. Det er ikke ret lang tid siden jeg flyttede derfra (marts 2013), men det føles som meget, meget længere tid siden! Da jeg læste dagens klumme kunne jeg godt genkalde mig den tidlige vintermorgen i gågaderne i Randers, og det var så smukt den morgen, men jeg havde slet ikke den rosenrøde opfattelse af Randers, da jeg var der i forrige uge. Okay, der lå ikke sne, og solen var bestemt ikke stået op da jeg drog mod Århus, men det virkede så uvant at færdes der. Gad godt vide hvordan julebelysningen ser ud i Randers i denne måned? Den ligner nok sig selv, men alligevel. Jeg er nok allerede blevet Nordjyde i marv og ben, og fundet mig til ro med at der ikke drøner biler rundt 24/7. For det gør der så absolut ikke i den her by hvor jeg bor nu.

Dybt suk.   

Tirsdags Klumme



2010 december 15., 

Solen vågnede så smukt over den lille by, og kastede sit guldskær ned på alle bygninger og huse. Det glimtede i sneen; malede røgen fra varmekraftværkets skorsten gyldent rosa; kastede lyset ned fra etageejendommenes vinduer på de kolde, mørke gader og stræder. Når man gik mod centrum stod det klare lys i skærende kontrast til den isblå himmel og julepynten, som vidner om, at julen er nær.

På min vej igennem den dybfrosne by, med solen i øst som mit kompas, gik jeg mellem alle de andre forfrosne byboere, som også havde vovet sig ud. Lyset kaldet på dem. Da jeg passerede Alex W. stod der en mor med to drenge. ’Nej, se mor! Et modeltog!’ og begge drenge stod klistret til ruden for at se skinnerne, togene, husene og hvad der ellers hører med til et modeltog. Drengene begejstring stod i skærende kontrast til deres røde næser og kolde tær! Der kunne ses julelys i deres øjne, og ikke en eneste sjæl var i tvivl om, at modeltog stadig kan få selv den mindste gut til at drømme og ønske sig langt ud på prærien hvor der i gamle dage kørte damplokomotiver. At se disse to drenge juble over et modeltog, mindede mig om min fars modeltog. Det blev brugt flittigt i min barndom, og vi byggede baner både i kælderen og på loftet.

Mit barndomsminde blev brat sat i bero, da en pige med asiatisk udseende kom gående imod mig. Hun var godt pakket ind. Hun havde faktisk så meget tøj på, at hun knap nok kunne bevæge sig. Hvis du har set hvordan pingvinerne bevæger sig, når de går rundt dernede på sydpolen, så ved du også hvordan denne pige luntede igennem byen. Rent temperatumæssiggt, så kunne man godt fristes til at tro, at solen var stået op over sydpolen, og ikke i lille Danmark. Men nu var solen stået op i Danmark - Jylland for at være mere præcis, og det tegnede til at blive en smuk, solrig dag i den forfrosne by.

Da jeg vendte snuden hjemad igen, hørte jeg pludselig en lille grins stå og øffe. ’Øf øf’ sage den, og det slog mig, at jeg var rejst tilbage i tiden til dengang hvor der var torvemarkeder i byen, og bønderne kom fra landet for at sælge julegrise. Så heldig var jeg dog ikke. Det var blot en lille lyserød legetøjsgris som stod og øffede udenfor en Fætter BR. De kunne ellers være sjovt at rejse tilbage i tiden til dengang bare for at opleve stemningen og se byen helt anderledes. Mon det også var lige så koldt dengang? Det har det nok været. Jeg tvivler dog på, at børnehaverne tog på tur ind til torvet dengang. Der fandtes vist nok ikke børnehaver. Og børnene gik helt sikkert ikke i lilla, lyserød, grønne, blå, turkis eller Spiderman-jakker dengang. Men det gjorde de børnehavebørn som jeg holdet tilbage for. De gik to og to i deres seje jakker og små huer på. Pigerne havde en strikket blomst syet på deres lyserøde huer. Hvor mon de skulle hen i denne kulde. Forhåbentligt skulle de have varm chokolade og boller mens en af pædagogerne læste et juleeventyr for dem. Det synes jeg i hvert fald kunne være virkelig hyggeligt. Når nu det er så bidende koldt i dag, så ville det være perfekt at drikke varm chokolade og spise nybagte boler med smør. Det skulle nok kunne give varme hjemme i de små stuer i denne tid. Og når nu det atter er jul, så er det tilladt at hygge sig. Hvem ville ikke blive begejstret for et bord dækket med krus og et stort fad med nybagte boller mens mor står i køkkenet og pisker flødeskum til den varme chokolade. Det ville jeg i hvert fald blive begejstret for. Måske ville jeg endda stå med julelys i øjnene og med fryd i stemmen juble ’Se mor! Varm chokolade!’. Og min mor ville smile og kalde mig for pjattet. Men selvom jeg snart bliver 30 år, så kan det vel ikke skade at genkalde sig barndommens lykkelige øjeblikke. Det er jo jul!

MSJ 1981