2010 december 17.,
Jeg var tidligt oppe her til morgen. Tidligere end
planlagt, men når nu jeg var vågen så kunne jeg jo lige så godt stå op og nyde
stilheden i denne sovende by. Jeg var ude af døren, da solen begyndte sin rejse
i øst for at fortsætte over himmelen mod vest. Morgengryet kaldte på visen ’I
østen stiger solen op’ og ganske som i visen, så spredte solen guld på sky. Jeg
nød dette magiske øjeblik mens jeg ventede på x-bussen mod Viborg. Det var
koldt at stå ved busstoppestedet og vente. Rimfrosten lå som et
lammeskindstæppe over byen, og malede alt hvidt. Veje, buske og træer samt hustagene
var kridhvide af rimfrost. Mens jeg rejste mod vest steg solen højere og højere
på den blå himmel. Da jeg ankom til Viborg fik jeg ventetiden til at gå med at
sluge en Mathildecacaomælk og ellers fryse fra inderst til yderst. Og det
uanset om jeg var udenfor eller inde i ventesalen på Viborg togstation. Jeg
kunne dog trøst mig med at der ikke var annonceret forsinkelser på min videre
færden mod vest. Jeg ville dog gerne have vidst hvad de andre rejsende havde
tænkt sig at bruge 50 minutters forsinkelse på. Jeg overhørte en samtale mellem
en flok unge, som skulle til Århus og videre. Der var også en kvinde med et
barn, som ikke lod sig bemærke af stemningen. Barnet fandt det spændende at gå
på opdagelse i ventesalen, og så gå rundt om hele DSB bygningen. Tænk på hvor
ukompliceret alting er for et barn. Forestil dig, at vi alle så verdenen gennem
barnet – altså ikke barnet i Betlehem – og tænk så på hvor ukompliceret alting
ville virke. Så ville vi iagttage, suge til os af inputs, leve i nuet og ikke
bekymre os om hvad morgendagen vil bringe. Vi ville kunne forlade vores
voksensind og fornemme naturen og livet pulserer omkring os. Opmuntret af
barnets nygerrighed, fortsatte jeg min rejse mod vest. Jeg glemte dog hurtigt
alt om barnets sind, da jeg begravede mig i et litterært univers om jagt og
hjorte i et lige så koldt og uvelkomment terræn som det kong vinter serverede
for os i disse dage. Undervejs lod jeg dog blikket strejfe landskabet, som
susede forbi mig udenfor. Over alt var der hvide landskaber, som mindede mig om
hvor bidende koldt det var udenfor – og det på trods af at det var langt op af
formiddagen.
Jeg blev endnu mere betaget af bogen og dens
beskrivelse af jægeren, byttet og naturen. Jeg syntes det var spændende, at
bogen blandede begivenhederne og satte fokus på indianernes forhold til
naturen. Jeg følte en nysgerrighed vokse indeni mig, da ord som ’kraften’,
’yderst nødvendigt’ og ’taknemlighed’ gav en dybere mening i denne kaotiske
verden. Jeg besluttede mig for, at få opfrisket min viden om indianernes tro,
overbevisning og livsstil. Det kunne jo tænkes at der lå et par sandheder gemt
deri, som kunne påvirke min videre færden gennem livet.
Da jeg fik løsrevet mig fra bogen og mine
filosofiske tanker, bemærkede jeg at fjorden var frosset til. Det plejer ellers
at være godt gang i bølgerne omkring Struer, men i dag var det frosset til.
Fjorden var næsten slet ikke til at kende igen. I stedet for den blågrønlige
farve var fjorden helt hvid.
Jeg fik set solens rejse til ende sidst på
eftermiddagen. Jeg var gået hen over den frosne gårdsplads i alt for store
træsko, og da jeg havde taget et par tykke uldsokker på fødderne, inden jeg
hoppede i skoene, lignede jeg mest af alt en gammel bondekone da jeg gik hen
over pladsen – dog ikke i passende påklædning for en kone tilbage i 18 hvidkål.
Jeg tvivler på, at konerne kunne købe fine vinterfrakker i H&M dengang. Men
solen gik ned, og sendte en gylden hilsen til den kolde verden inden aftenen og
natten faldt på. Langsomt sænkede rimfrosten sig over landet, og der blev
hurtigt dannet iskrystaller på vinduerne. Jeg stod indenfor i det kolde værelse
mens jeg fik en smøg, og kiggede på iskrystallerne. Det er fascinerende, at
tænke på, at ikke to iskrystaller er ens. Måske huskede jeg alligevel at anskue
verdenen gennem et barns øjne i dag?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar