tirsdag den 16. december 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 17.,

Jeg var tidligt oppe her til morgen. Tidligere end planlagt, men når nu jeg var vågen så kunne jeg jo lige så godt stå op og nyde stilheden i denne sovende by. Jeg var ude af døren, da solen begyndte sin rejse i øst for at fortsætte over himmelen mod vest. Morgengryet kaldte på visen ’I østen stiger solen op’ og ganske som i visen, så spredte solen guld på sky. Jeg nød dette magiske øjeblik mens jeg ventede på x-bussen mod Viborg. Det var koldt at stå ved busstoppestedet og vente. Rimfrosten lå som et lammeskindstæppe over byen, og malede alt hvidt. Veje, buske og træer samt hustagene var kridhvide af rimfrost. Mens jeg rejste mod vest steg solen højere og højere på den blå himmel. Da jeg ankom til Viborg fik jeg ventetiden til at gå med at sluge en Mathildecacaomælk og ellers fryse fra inderst til yderst. Og det uanset om jeg var udenfor eller inde i ventesalen på Viborg togstation. Jeg kunne dog trøst mig med at der ikke var annonceret forsinkelser på min videre færden mod vest. Jeg ville dog gerne have vidst hvad de andre rejsende havde tænkt sig at bruge 50 minutters forsinkelse på. Jeg overhørte en samtale mellem en flok unge, som skulle til Århus og videre. Der var også en kvinde med et barn, som ikke lod sig bemærke af stemningen. Barnet fandt det spændende at gå på opdagelse i ventesalen, og så gå rundt om hele DSB bygningen. Tænk på hvor ukompliceret alting er for et barn. Forestil dig, at vi alle så verdenen gennem barnet – altså ikke barnet i Betlehem – og tænk så på hvor ukompliceret alting ville virke. Så ville vi iagttage, suge til os af inputs, leve i nuet og ikke bekymre os om hvad morgendagen vil bringe. Vi ville kunne forlade vores voksensind og fornemme naturen og livet pulserer omkring os. Opmuntret af barnets nygerrighed, fortsatte jeg min rejse mod vest. Jeg glemte dog hurtigt alt om barnets sind, da jeg begravede mig i et litterært univers om jagt og hjorte i et lige så koldt og uvelkomment terræn som det kong vinter serverede for os i disse dage. Undervejs lod jeg dog blikket strejfe landskabet, som susede forbi mig udenfor. Over alt var der hvide landskaber, som mindede mig om hvor bidende koldt det var udenfor – og det på trods af at det var langt op af formiddagen.

Jeg blev endnu mere betaget af bogen og dens beskrivelse af jægeren, byttet og naturen. Jeg syntes det var spændende, at bogen blandede begivenhederne og satte fokus på indianernes forhold til naturen. Jeg følte en nysgerrighed vokse indeni mig, da ord som ’kraften’, ’yderst nødvendigt’ og ’taknemlighed’ gav en dybere mening i denne kaotiske verden. Jeg besluttede mig for, at få opfrisket min viden om indianernes tro, overbevisning og livsstil. Det kunne jo tænkes at der lå et par sandheder gemt deri, som kunne påvirke min videre færden gennem livet.

Da jeg fik løsrevet mig fra bogen og mine filosofiske tanker, bemærkede jeg at fjorden var frosset til. Det plejer ellers at være godt gang i bølgerne omkring Struer, men i dag var det frosset til. Fjorden var næsten slet ikke til at kende igen. I stedet for den blågrønlige farve var fjorden helt hvid.

Jeg fik set solens rejse til ende sidst på eftermiddagen. Jeg var gået hen over den frosne gårdsplads i alt for store træsko, og da jeg havde taget et par tykke uldsokker på fødderne, inden jeg hoppede i skoene, lignede jeg mest af alt en gammel bondekone da jeg gik hen over pladsen – dog ikke i passende påklædning for en kone tilbage i 18 hvidkål. Jeg tvivler på, at konerne kunne købe fine vinterfrakker i H&M dengang. Men solen gik ned, og sendte en gylden hilsen til den kolde verden inden aftenen og natten faldt på. Langsomt sænkede rimfrosten sig over landet, og der blev hurtigt dannet iskrystaller på vinduerne. Jeg stod indenfor i det kolde værelse mens jeg fik en smøg, og kiggede på iskrystallerne. Det er fascinerende, at tænke på, at ikke to iskrystaller er ens. Måske huskede jeg alligevel at anskue verdenen gennem et barns øjne i dag?

Ingen kommentarer: