2010 december 16.,
Det kom snigende som en tyv i løbet af aftenen.
Kulden. Langsomt strammede den sit greb om landet, og satte synlige spor alle
vegne. Det glitrede på husmure og biler, men mest tydeligt var det dog på
træerne. Det ensomme, men smukt pyntede juletræ, som stod ved kajen på havnen
og kastede sit lysskær over isbryderen ’Jens Ove’, havde tidligere på aftenen
stået med dens grønne prompt og pragt, men nu havde frosten sat sig som
sylespidse pigge på hver en grannål. Nu var det ikke længere et frodigt, grønt
juletræ med lyskæder, men snare en hvid silhuet, oplyst og spøgelsesagtigt. De
andre træer, som stod langs parkeringspladsen og jernbanen, var også juvelbesat
med kuldens tænder. Hver en gren var vokset betydeligt i tykkelsen, og stod nu
ud fra kronen som skeletagtige fingre. Hvide, tynde fingre som pegede i alle
retninger. På en og samme tid var det fascinerede at se på, men også gysende.
Vinden sendt kulden ind i hver en krog, hver en sprække og fik ens åre til at
føles som is. Men vinden kunne ikke blæse det spøgelsesagtige skær af træerne.
Frosten kunne end ikke vinden hamle op med. Det var som om, at vinden bukkede
for frosten og blæste udenom. Det var koldt. Det var blæsende. Og alt var
stivfrossent. Som have en istid pludselig gjort sit indtog i byen helt og
aldeles ubemærket.
Jeg kravlede ned under min kolde dyne, da jeg kom
hjem, og tænkte på den nærtstående juleaften, i håbet om, at tankerne ville
holde mig varm. Men selv der gjorde kulden sit indtog. Frosten havde bidt sig
fast her og der og alle vegne, og til sidst var byen så funklende som stjernehimmelen
med dens meteorstorm. Jeg faldt hen i en døs, og overgav mig til sidst til
drømmenes land. Om der var varme husker jeg ikke, men jeg fik udhvilet min
kolde sjæl. I nattens løb blev frosten alligevel overvundet af blæsten, og
vinden førte regnvejr med sig. I stedet
for at fryse i marv og ben, blev jeg druknet i vand fra oven. Kulden fik dog
hurtigt fat igen, og strammede denne gang grebet endnu fastere om byen. Mine
fingre blev følelsesløse, og mine tanker frøs til is. Jeg mærkede hvordan
kulden sneg sig ned i mine lunger, og sendte sine sylespidse pigge rundt i
kroppen på mig, og til sidst var jeg frosset til i hvert et led. Jeg rørte mig
ikke ud af flækken, hvor jeg stod. Jeg var spøgelsesagtig at se på, i en by
hvor frosten ganske langsomt tog magten. Og det uden at nogen var klar over
det. Alle var spøgelsesagtige at se på, og de, som endnu ikke var frosset til i
ledene, gik hvileløst rundt og raslede med usynlige lænker.
Juletræet, som aftenen forinden havde stået og
strålet hvidt i hvidt, kæmpede nu en indædt kamp mod kuldens hugtænder. Træet
ville ikke lade sig kue af frosten, for det var sat på havnen for at skabe
stemning og få byboerne til, at tænke på den rare juleaften med andesteg, vin,
sovs, brunede kartofler, rødkål, mandelgaven, dansen omkring et juletræ,
gaverne og hygge sammen med familie og venner. Og ganske langsomt veg kulden
tilbage, og lod juletræet stå grønt og smukt på havnekajen, mens byboerne
langsomt vågnede af deres døs og genoptog julegaveindkøbene. Men byboerne
vidste ikke hvad der var hændt dem. Jeg kunne heller ikke sætte en finger på
det, men alligevel syntes jeg, at noget var forandret. Juletræet var dog ikke i
tvivl; midt i den isnende kulde havde julestemningen sænket sig over byen, og
givet plads til varme og hjerterum.
Det betyder ikke noget om det er koldt, blæser,
regner eller sner. Når først lysene på træet er tændt, kan hverken mørket eller
frosten slukke det. Der er nemlig noget ganske særligt ved julestemningen. Kan
du også mærke roen og trygheden indeni dig nu?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar