tirsdag den 9. december 2014

Tirsdags Klumme



2010 december 16.,

Det kom snigende som en tyv i løbet af aftenen. Kulden. Langsomt strammede den sit greb om landet, og satte synlige spor alle vegne. Det glitrede på husmure og biler, men mest tydeligt var det dog på træerne. Det ensomme, men smukt pyntede juletræ, som stod ved kajen på havnen og kastede sit lysskær over isbryderen ’Jens Ove’, havde tidligere på aftenen stået med dens grønne prompt og pragt, men nu havde frosten sat sig som sylespidse pigge på hver en grannål. Nu var det ikke længere et frodigt, grønt juletræ med lyskæder, men snare en hvid silhuet, oplyst og spøgelsesagtigt. De andre træer, som stod langs parkeringspladsen og jernbanen, var også juvelbesat med kuldens tænder. Hver en gren var vokset betydeligt i tykkelsen, og stod nu ud fra kronen som skeletagtige fingre. Hvide, tynde fingre som pegede i alle retninger. På en og samme tid var det fascinerede at se på, men også gysende. Vinden sendt kulden ind i hver en krog, hver en sprække og fik ens åre til at føles som is. Men vinden kunne ikke blæse det spøgelsesagtige skær af træerne. Frosten kunne end ikke vinden hamle op med. Det var som om, at vinden bukkede for frosten og blæste udenom. Det var koldt. Det var blæsende. Og alt var stivfrossent. Som have en istid pludselig gjort sit indtog i byen helt og aldeles ubemærket.

Jeg kravlede ned under min kolde dyne, da jeg kom hjem, og tænkte på den nærtstående juleaften, i håbet om, at tankerne ville holde mig varm. Men selv der gjorde kulden sit indtog. Frosten havde bidt sig fast her og der og alle vegne, og til sidst var byen så funklende som stjernehimmelen med dens meteorstorm. Jeg faldt hen i en døs, og overgav mig til sidst til drømmenes land. Om der var varme husker jeg ikke, men jeg fik udhvilet min kolde sjæl. I nattens løb blev frosten alligevel overvundet af blæsten, og vinden førte regnvejr med sig. I stedet for at fryse i marv og ben, blev jeg druknet i vand fra oven. Kulden fik dog hurtigt fat igen, og strammede denne gang grebet endnu fastere om byen. Mine fingre blev følelsesløse, og mine tanker frøs til is. Jeg mærkede hvordan kulden sneg sig ned i mine lunger, og sendte sine sylespidse pigge rundt i kroppen på mig, og til sidst var jeg frosset til i hvert et led. Jeg rørte mig ikke ud af flækken, hvor jeg stod. Jeg var spøgelsesagtig at se på, i en by hvor frosten ganske langsomt tog magten. Og det uden at nogen var klar over det. Alle var spøgelsesagtige at se på, og de, som endnu ikke var frosset til i ledene, gik hvileløst rundt og raslede med usynlige lænker.

Juletræet, som aftenen forinden havde stået og strålet hvidt i hvidt, kæmpede nu en indædt kamp mod kuldens hugtænder. Træet ville ikke lade sig kue af frosten, for det var sat på havnen for at skabe stemning og få byboerne til, at tænke på den rare juleaften med andesteg, vin, sovs, brunede kartofler, rødkål, mandelgaven, dansen omkring et juletræ, gaverne og hygge sammen med familie og venner. Og ganske langsomt veg kulden tilbage, og lod juletræet stå grønt og smukt på havnekajen, mens byboerne langsomt vågnede af deres døs og genoptog julegaveindkøbene. Men byboerne vidste ikke hvad der var hændt dem. Jeg kunne heller ikke sætte en finger på det, men alligevel syntes jeg, at noget var forandret. Juletræet var dog ikke i tvivl; midt i den isnende kulde havde julestemningen sænket sig over byen, og givet plads til varme og hjerterum.

Det betyder ikke noget om det er koldt, blæser, regner eller sner. Når først lysene på træet er tændt, kan hverken mørket eller frosten slukke det. Der er nemlig noget ganske særligt ved julestemningen. Kan du også mærke roen og trygheden indeni dig nu?

Ingen kommentarer: