Det her lyder sikkert mærkeligt, og måske endda total fjollet, but here goes: Nu hvor Anders Frandsen er tilbage i samfundets (og i min) bevidsthed, og spisesedlerne fra både B.T og EkstraBladet har billeder af ham, storsmilende og virkelig charmerende, foran hver eneste kiosk, så er mit 20 år gamle crush blomstret igen, og det altså virkelig med sug i maven og hvad har vi! Men! Det er med meget blandede følelser, for selvom sommerfuglene blafre let med vingerne hver gang jeg ser ham smilende hist og her, så overvældes jeg på samme tid af en enorm tristhed over, at han tog herfra i så ung en alder. Og så begynder tankerne at stille spørgsmål vedr. hans død og hvordan han døde og hvorfor vi (jeg) ingenting får at vide, og så kommer der endnu flere tanker om at jeg jo kun var 10 år, da jeg var så semiforelsket i ham, og at jeg egentlig ikke kan forlange at få noget som helst at vide om hans død (og hvorfor læste jeg nu og EkstraBladet's spiseseddel?). Så blafre sommerfuglene atter med vingerne, og jeg er fuldstændig 'lost' i hans smil og charmerende øjne.
Hvad gør jeg med mit genfundne crush, og hvordan overlever jeg lige, at sommerfuglene slå kolbøtter hver eneste gang jeg ser et billede af Anders Frandsen? Jeg synes ikke selv, at det er særlig smart at føle mig forelsket, når manden døde så pludseligt!
Måske drejer det sig i virkeligheden om, at jeg mindes den tid som barn, og at Anders Frandsen var den første kendis, som jeg blev sådan lidt smålun på - altså vist nok udover New Kids On the Block - (mit totalle, altoverskyggende crush på Michael Jackson startede først et års tid senere) - og det er derfor sommerfuglene blafre en smule, og jeg føler mig trist, fordi barndommen definitivt er slut?
Har jeg nu kastet mig ud i alt for meget selv-analysering?
Men altså, nu hvor jeg er 30 år, og noget mere erfaren med forelskelse osv., så kan jeg absolut godt forstå, at Anders Frandsen tiltalte mig, da jeg var 10 år gammel. Han var da virkelig alle dage en meget, meget handsome mand!
