Lettere stress på afveje

I blev snydt for en Tirsdags Klumme i sidste uge, og så har der jo generelt været stille i nogen tid. Det er der så flere forklaringer på. Jeg har sovet ualmindeligt dårligt de sidste par uger, røget alt for mange smøger, drukket alt for meget kaffe og spist alt for meget af alt det forkerte. Suk. Sagen er den, at min arbejdssituation ikke er optimal, og ikke har været det længe. Hvad det helt præcist drejer sig om vil jeg ikke udbasunere her. Men sagen er den at jeg har gået alt for længe (igen) uden at gøre noget ved det. Og det resulterede i, at jeg brød fuldstændig sammen over en bagatel. Når man står og græder snot, så ved man godt selv at der er noget helt galt. Om det bliver bedre fra nu af kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg skal lige love for at der gik hul på bylden. Det er desværre bare sådan her i livet, at det er ikke de ting som du kan gøre noget ved der gør tilværelsen træls - det er derimod de ting som du ikke kan gøre noget ved der er træls, og de gøre tilværelsen besværlige.

Jeg har haft rimelig travlt den sidste tid, men fordi jeg har været så træt grundet min manglende søvn, har jeg ikke haft overskud til ret meget. Derfor heller ikke bloggen (hvert andet indlæg handler efterhånden om hvor meget jeg ikke orker). Suk. Jeg har været på besøg hos Brormand op til flere gange i de seneste par uger. Jeg har åbenbart også lavet aftaler med ham, som jeg så absolut ikke kan huske en skid om. Så føler man sig altså en smule dement. Jeg har været på kursus i Århus, et super godt kursus, men der gik godt nok et par ting op for mig i løbet af de dage. Jeg overnattede hos nogle venner i Randers, for det er altså lidt svært at komme med offentlige transportmidler fra min del af Nordjylland tidligt om morgen så man kan være i Århus til kl. 8. Men selvom jeg havde afkortet afstanden, så skulle jeg alligevel tidligt op og med offentlige transportmidler, og her kommer så lektie nr. 1; Hold nu kæft hvor er jeg glad for, at jeg ikke er afhængig af offentlig transport for at komme på arbejde. Om jeg begriber hvordan jeg har kunnet det for år tilbage. Jeg er nok blevet forvænt med, at det kun tager 2 minutter på gåben at komme på arbejde. Lektie nr. 2; Nøj hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal sidde på min bagdel og lytte i 8 stive timer, mens der undervises i lovgivning og regler og ditten og datten. Hvordan har jeg dog overlevet at tage en HF? Og så lige det sidste, lektie nr.3; Hvor føles det bare mærkeligt at bevæge sig rundt i Randers igen. Det er ikke ret lang tid siden jeg flyttede derfra (marts 2013), men det føles som meget, meget længere tid siden! Da jeg læste dagens klumme kunne jeg godt genkalde mig den tidlige vintermorgen i gågaderne i Randers, og det var så smukt den morgen, men jeg havde slet ikke den rosenrøde opfattelse af Randers, da jeg var der i forrige uge. Okay, der lå ikke sne, og solen var bestemt ikke stået op da jeg drog mod Århus, men det virkede så uvant at færdes der. Gad godt vide hvordan julebelysningen ser ud i Randers i denne måned? Den ligner nok sig selv, men alligevel. Jeg er nok allerede blevet Nordjyde i marv og ben, og fundet mig til ro med at der ikke drøner biler rundt 24/7. For det gør der så absolut ikke i den her by hvor jeg bor nu.

Dybt suk.   

Tak skæbne for en dag!

Jeg troede aldrig, at jeg skulle overleve dagen på arbejde. Kunne have stået op og sovet. Som altid var der travlt, og jeg fik først tid til min frokostpause kl 14. Så er man altså sulten! Men jeg overlevede dagen, og jeg er vågen endnu. Jeg forudser at jeg, når jeg har fået spist noget aftensmad, falder i søvn på sofaen. Det er da også umenneskeligt, at vågne før kl. 4 og ikke kunne sove mere.

Og det blev Mandag.

Jamen....suk for en mandag altså. Jeg går rundt og er forkølet i disse dage, og de sidste to nætter har jeg hostet mig selv i søvn. Jeg kan sagtens gå hele dagen og bare være snottet, men lige så snart jeg rammer hovedpuden så hoster jeg. Og hoster og hoster og hoster. Og det er altså pænt træls. Jeg fik ikke mange timers søvn, hvilket ellers var tiltrængt, og da vækkeuret ringede havde jeg mest af alt lyst til, at blive under dynen. Op kom jeg, og så gik det ellers ned ad bakke. Jeg fik byttet om på højre og venstre i dag på arbejde, og det er altså ikke særlig smart i min branche - der skete ikke nogen skade ved det, men stadigvæk. På et tidspunkt i løbet af eftermiddagen fik jeg klemt mit ben - ikke på den alvorlige måde - men det gjorde alligevel sindssygt ondt, fordi jeg i forvejen har en dyb hudafskrabning (det er nok nærmere en mindre flænge) på skinnebenet. Flængen fik jeg torsdag morgen i sidste uge, da jeg gik ind i en trækasse. Jeg var lidt stresset og havde mere travlt med, at kigge ud af vinduet end at se hvor jeg gik. Det har gjort ondt i det ben lige siden torsdag, så jeg kunne altså godt have undværet at få klemt mit ben i dag. Men altså for at det ikke skal lyde alt for dramatisk, så tager jeg ikke smertestillende eller noget. Benet er bare pishamrende ømt! Nogen der kan sige mig hvor længe man kan have ondt i et ben bare fordi man er gået ind i noget?

Jeg tror bare jeg går i seng. Kan ikke huske hvad jeg mere ville skrive. Måske skulle jeg sove halvsiddende i min sofa i nat? Så kan det være at jeg for en gangs skyld ikke skal hoste mig selv i søvn....  

Åh for den da osse!

Nu er tiden løbet fra mig igen! Om jeg begriber hvor dagene bliver af. Godt nok er der rigtig travlt på mit arbejde, men hvor i al verden bliver dagene af? Okay, der har været lidt meget at se til her på det sidste. I weekenden var jeg på Fyn, mandag aften fløj tiden bare af sted mens jeg surfede rundt på Facebook, tirsdag fik jeg nye skabe til stuen, og i går aftes sov jeg hele aftenen væk. Er blevet forkølet så det kan måske forklare sidste uges overvældende træthed. Det er altså vildt hvor hurtigt tiden går. Og  nu skal jeg snart i seng.

Når man bliver ramt af torsdags træthed

Efter en arbejdsdag af den mere hektiske slags, ville jeg bare hjem og slappe af på sofaen med en kop kaffe. Jeg var knap nok kommet hjem, før de første tegn på træthed meldte sig; Da jeg tjekkede postkassens indhold af aviser undrede det mig, at fredagsavisen ikke var i blandt dem. Altså tjekkede jeg postkassen endnu en gang, og mens jeg stod der med hovedet halvt inde i postkassen slog det mig, at det kun er torsdag i dag.

Da jeg havde fået smidt jakke og sko kom jeg i tanke om vasketøjet, opvasken og alle de andre ting på min 'to do'-liste. Sofaen måtte altså vente. Da jeg endelig kom i gang med madlavningen, som blev påbegyndt lidt halvsent, måtte jeg en tur i Brugsen efter mælk og nogle krydderier. Det var så på det tidspunkt, at jeg følte mig en lille smule stresset, for min 'to do'-liste for i dag er pænt lang, faktisk alt for lang. Og jeg som bare gerne ville sidde på sofaen og slappe af med en kop kaffe. Jeg havde dog fået inhaleret en kop kaffe eller to på det tidspunkt, men der havde ikke været tid til at slappe af på sofaen. Der har faktisk slet ikke været tid til, at slænge sig på sofaen her til aften overhovedet. Jeg fik lavet mig en ordentlig omgang rodfrugter med frikadeller og bearnaise sovs.

Og jeg kan love for at jeg blev mæt. Lige siden har jeg mest af alt haft lyst til, at gå i seng, men der manglede stadigvæk et par ting på min 'to do'-liste. Og det skulle jo gøres......når nu jeg havde lavet den aftale med mig selv.....Nu mangler der heldigvis ikke så meget, så jeg lander nok i min seng på et tidspunkt. Der er jo lige et par timers arbejde i morgen, der skal overstås, inden det er weekend.

Long time no see

Neeeej, hej - er det virkelig dig?! Og ja, det er mig. Det er længe siden sidst, faktisk alt for længe. Jeg har ligget syg med maveonde de sidste par dage - har dog været på arbejde i dag, og dagen forløb stille og roligt (i hvert fald hvad maven angår - men er efterhånden virkelig træt af at spise yoghurt!). I de dage, hvor jeg lå syg, tænkte jeg på bloggen og hvor meget jeg faktisk har forsømt den. Jeg orkede ikke at blogge mens jeg havde maveonde, men jeg fik set en forfærdelig masse tv, bl.a. Meet the Kardashians (who the f**k are the Kardashians?! - Jeg blev nød til at google det - og Kim har jeg dog stiftet bekendtskab med da jeg havde min Gossip blog).
Jeg mener at jeg har fortalt at jeg er flyttet - men det er efterhånden 1½ år siden. Jeg flyttede til Vandkants Danmark (her siger vi ikke 'Udkants Danmark' - det lyder så usmageligt negativt) i marts 2013. Jeg bor i en lille by med Vesterhavet mod nord og Limfjorden mod syd. Og jeg elsker det. Da jeg for nylig var i København, blev jeg mindet om min tid i KBH og også om årene i Randers, og så tænkte jeg på mit liv som det er nu. Jeg blev så taknemlig for det, for jeg bor et dejligt sted, i en tilpas stor lejlighed, i et ældre hus her i byen, og mine udlejere er så søde. Jeg har min Mor og Bonusfar, Brormand og Svigerinde samt deres to børn (min Niece blev født i februar i år) indenfor gå afstand, og det er altså virkelig rart. Nu kan jeg se dem lige så tit jeg vil - omend der nogle gange går uger mellem vi ses - vi har jo alle hvert vores at se til. Men det er dejligt at have familien tæt på. Og det er dejligt at være Faster!
Jeg er fastansat ved en tandlæge på fuld tid, og når jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg sad på kommunens aktivitetstilbud dag ind og dag ud i 2011, og knap nok have til dagen og vejen, så kan jeg slet ikke få armene ned. Det kører fuldstændig som det skal. Jeg mangler ikke noget. Der er stabilitet i økonomien og hold da kæft hvor er det rart! Prøv noget nyt - ja tak det skal jeg lige love for at jeg gør. Til tider kan arbejdet dog minde pænt meget om et eCard jeg så på Facebook tidligere på året "I once had a life, but my job ate it". Det er lidt grunden til, at min blogging har været gået i stå. Mens jeg lå syg savnede jeg at blogge og bevæge mig lidt rundt i Blogland. Måske kan jeg få taget mig sammen igen, for jeg føler at jeg har masser at sige og fortælle om. Der kommer dog ikke til at være noget om kærlighed, for lige på det punkt er der stadigvæk stilstand. Jeg regner med, at det ændre sig en dag - men indtil videre lever jeg i et stabilt forhold med min frihed (okay, det har jeg også set på Facebook på et tidspunkt - men elsker altså den sætning - nogle folk har så ualmindeligt travlt, når man er single).
Hvis du tænker på at lægge vejen her forbi en gang imellem, så kan du fremover læse om bøger, film, mine tossede finurligheder (så meget har jeg ikke ændret mig), mad og andre kreative ting.
På snarligt gensyn!

Bare spark til mig - jeg ligger allerede ned.

Kender du de dage, hvor intet syntes at lykkedes? Sådan en dag har jeg haft på arbejde i dag, og min chef var virkelig en 'pain-in-the-ass' over det. Jeg var så frustreret over denne lorte dag, at jeg gav tårerne frit løb da jeg var hoppet på bussen hjem. Jeg hader bare de pisseulidelige dage hvor man gør alt forkert.

Life is a bitch – get used to her – NOW!

Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene. Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25. juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer, døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’ måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert at skulle få job på den måde. 

Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun er glemt.

Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af, at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for kommunikation, det er til for at blive misforstået!

Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig god!!!).

Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og gud-ved-hvilken-nr-kop te.  

Der var forresten noget med nogle brækklatter...

Tilbage i december sidste år skrev jeg et blogindlæg om  nogle brækklatter, og skrev derfor at jeg ikke havde overskud til at blogge. Nu er der så en out there i Cyperspace, som gerne vil vide hvad de der brækklatter gik ud på. Lad mig se...det er jo efterhånden et par dage siden, og meget har ændret sig i mit liv.

Alting blev mig for meget i de sidste par måneder af 2011, og til sidst hang min apatiske tilstand mig så langt ud af halsen, at jeg simpelthen ikke gad lave en fløjtende fis. Når jeg tænker tilbage på 2011 så tænker jeg først og fremmest på alt det negative, som skete for mig personligt i det år. Alt det bøvl med min arbejdsskade, pengeproblemerne og kontanthjælpssystemet med dets dødssyge aktiveringsprogram fyldte alt for meget, og det gjorde det bestemt ikke lettere, at da det endelig så ud til at lysne på arbejdsfronten i slutningen af oktober, så blev gulvtæppet atter revet væk under mig endnu engang det år. Jeg var kommet i arbejdsprøvning ved en tandlæge i Aalborg, og jeg var så himmelglad for at være kommet i gang igen med mit fag, også selvom jeg døjede med smerter i ryg og lænd. Men hold op hvor var jeg glad. Efter ca. 14 dage blev arbejdsprøvningen afbrudt, og det gik ikke stille af sig. Det kan godt ske, at jeg var blevet forblændet af min egen lille lykkerus i den periode, for aldrig har jeg følt mig så dårligt behandlet, som da arbejdsprøvningen sluttede. Jeg røg lige lukt ned i kulkælderen, og døjede med søvnproblemer i de efterfølgende 10-14 dage. Nogle nætter sov jeg slet ikke, og det kan man altså ikke holde til i længden. Min energi var på nulpunktet, og jeg forbandede hele dette lorte liv langt ind i helvede.

I december prøvede jeg at få det bedste ud af det, men det var ikke særligt opløftende at være tilbage i aktivering og samtidig forsøge at bearbejde den ydmygende oplevelse med arbejdsprøvningen. Nogle dage føltes det som om, at livet havde brækket sig i lårtykke stråler ud over det hele med al dens negativitet, og det drænede mig for al energi. Det fortsatte ind i januar og februar 2012, men nu har jeg heldigvis fået vendt situationen, så nu ser det ikke helt så sort ud mere. Jeg er atter kommet i arbejdsprøvning, denne gang ved en tandlæge i Randers, og jeg føler mig rigtig godt tilpas der. Der er en helt anden atmosfære på klinikken, end der var i Aalborg, og jeg tror på at de værdsætter min tilstedeværelse. Jeg har i hvert fald fået meget ros og mange kram af kollegaerne, og også pjattet helt vildt meget med dem, hvilket er enormt positivt, for de er altså en hel del år ældre end mig. Jeg er også begyndt at arbejde som trappevasker, og det er faktisk et ganske udmærket job, selvom det selvfølgelig ikke altid er lige sjovt, at skulle gå op på 4. sal og knokle sig igennem 6 opgange. Men beboerne er positive, og siger altid 'hej', og i går fik jeg at vide af min arbejdsgiver, at folk er yderst tilfredse med trappevasken, for trapperne har aldrig været så rene, som efter jeg startede. Det er altså en besked, som får en til at smile lidt ekstra, og smilet, det har været en mangelvare i mit liv i det sidste lange stykke tid.

Selvom jeg nu smiler helt ind i sjælen, og nyder at der hver dag er noget at stå op til, som giver mening for mig, så er alt jo ikke perfekt. Jeg stræber ikke efter at få et perfekt liv, men hvis livet fortsætter i denne positive retning, som det gør nu, så kan det ikke gå helt galt. Der er stadigvæk efterdønninger af negativitet fra 2011, men jeg er blevet meget bedre til, at håndtere det nu. De dage, hvor livet sender en brækklat i min retning, ryster jeg på hovedet, trækker på skuldrene og tænker 'nå, og hvad så? Jeg overlevede 2011, så kom du bare an, Bitch!'. Så bliver brækklatten fejet om i baghovedet, og mit fokus rettes atter mod alt det positive, som får smilet frem.     

I morgen sker det!

Jeg har fået en praktik plads ved en tandlæge, hvor jeg dels skal se om jeg overhovedet kan holde til at arbejde som klinikassistent, og dels få erfaring og komme ind på arbejdsmarkedet igen. Jeg glæder mig helt vildt! Det bliver så skønt at komme til at arbejde indenfor mit fag igen. Det har jeg godt nok ventet længe på, og nu sker det! Awesome altså! ;)