onsdag den 25. april 2012

In your face, B*tch!

Hvis jeg kunne kramme min lejlighed, så gjorde jeg det!


Den endelige godkendelse fra diverse parter blev sendt til mig i dag, så nu er salget en realitet. Nu skal jeg for alvor vende mig til tanken om, at jeg ikke skal bo her særligt meget længere. Men det er sprøjtme godt nok letter sagt end gjort. Hele dagen har jeg været rastløs, utålmodig, apatisk og ganske tom for følelser indeni. På et tidspunkt skulle der bare ske noget, så jeg kastede mig over lidt fornyet boligindretning – hvilket syntes fuldstændig nytteløst, når jeg nu ikke skal bo her ret meget længere – men et eller andet skulle jeg jo lave. Jeg arbejde ud fra devisen ’Hvilke møbler er unødvendige de næste par uger’? Og hvordan finder man lige ud af det, når man sådan set kun har de møbler, som man bruger dagligt.  Jeg kan godt fortælle hvilket møbel der er det vigtigste, nemlig min seng – som jeg sagtens kunne se mig selv gemt væk i i det næste lange stykke tid. Lige i dag er dynen det mest attraktive selskab, men der kan jeg jo ikke putte mig under altid. Boligindretningen endte med, at sengen er flyttet, så den står ved fjernsynet og stereoanlægget, i et forsøg på, at gøre det lidt hyggeligt (og udholdeligt) de sidste uger i denne lejlighed. Og så er der skabt noget mere gulvplads, så der kan blive plads til alle flyttekasserne…Jeg frygter allerede det flyttekassehelvede som pesten! Det er helt uoverskueligt hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Lige nu kan jeg ikke danne mig et overblik overhovedet. Jeg mister helt modet bare ved tanken om, at skulle pakke alle mine ting ned i kasser. Engang gjorde det mig ikke noget, at skulle pakke og flytte, men der var jeg også i træning fordi jeg flyttede en del rundt i årene 1999 til 2005. Der flyttede jeg 7 gange, så jeg var i træning. Siden 2005 er jeg kun flyttet til Sjælland (2008) og tilbage til Randers (2009), så det er sådan set her i min lejlighed, hvor jeg har boet længst – efter at jeg flyttede hjemmefra. Nu skal jeg så flytte herfra, og det er ikke med min gode vilje. Jeg har ikke lyst til at flytte herfra. Der er så ufatteligt mange minder i den her lejlighed, og det gør helt ondt at tænke på alle de stunder, som jeg også skal forlade nu. Sådan føler jeg det; AT jeg også må sige farvel til alle minderne, som er tilknyttet disse vægge. Der har selvfølgelig været både gode og dårlige minder, og det er så klart de gode, som gør ondt at skulle forlade. Og hvor er der bare mange gode minder! Hele dagen har de kredset rundt i mit hoved, og jeg har tudet op til flere gange. Det kommer til at gøre vanvittig ondt den dag, hvor jeg skal se mig rundt i lejligheden en sidste gang, inden jeg låser døren efter mig for allersidste gang. Og nu tuder jeg igen…      

torsdag den 19. april 2012

Indvielse af nyt missionshus.

Jeg var med til indvielsen af et nyt missionshus en aften. Det er et topmoderne nybyggeri til – hold nu fast - 13 mio. kr.! På et tidspunkt blev der fortalt, at man i byen snakkede om, at kirkeskatten sikkert ville stige fordi byggeriet var så spektakulært. Du kan være helt sikker på, at kirkeskatten IKKE stiger. Og jeg kan forsikre dig, at indvielse af et nyt missionshus ikke er noget, der sker hvert år. Der går rigtig mange år i mellem. De fleste missionshuse i Danmark er nærmest 100 år gamle, så chancerne for at jeg kommer til at opleve en indvielse af et nyt missionshus på et senere tidspunkt i mit liv er ganske, ganske små, nærmest ingen.
Det var en hyggelig aften, og der var et kæmpe stort kagebord til kaffen, noget som jeg jo slet ikke kan stå for. Da jeg skal til at kaste mig over bjerget af kage på min tallerken, bliver jeg spurgt om jeg er med i noget menighedsarbejde, der hvor jeg bor…Øh, hvad svare man lige til det? Jeg fik det pænt fejet af bordet med et ”Nej, det er jeg ikke”. Det havde jeg så ikke lige regnet med, at blive spurgt om.

onsdag den 18. april 2012

No regrets – they don’t work.


I går eftermiddags lå jeg og tænkte på, at jeg kunne have været bachelor i odontologi nu og så småt i gang med kandidaten, hvis altså jeg var fortsat med at læse på uni. Og så tænkte jeg på, at hvis jeg havde læst videre, så sad jeg ikke i den her situation, som jeg befinder mig i nu. Og så tudede jeg som jeg ved ikke hvad.
Men hvad nytter det at småfortryde? Ikke en skid. Helt ærligt, så var det jo bare slet ikke mig at vimse rundt på uni og blive klogere.
Og hvem siger at tingene ville have været anderledes? Altså lige bortset fra, at jeg altså ikke havde pådraget mig en skade efter en arbejdsulykke. Og så tudede jeg endnu mere.
Da jeg blev træt af at tude, gik jeg i Rema. Så gik det over. Sådan da.

Dyt! Dyt! Her kommer jeg!


Så bliver man smidt ind bag rattet i en Alfa Romeo, med beskeden om, at køre til Harboøre. Til det skal det lige siges, at jeg ikke har kørt bil på offentlig vej siden 2006, hvor jeg i forbindelse med Operation Dagsværk skulle sætte plakater op på diverse uddannelsesinstitutioner for Radio ABC – og så en kort køretur på grusvej sidste sommer, men det tæller ikke rigtig. ’Hold på hat og brille’ tænkte jeg, da jeg sad bag rattet i den fine Alfa Romeo. Men både bil, medpassager og landevejen holdt til det. Jeg vil ikke udtale mig om min egen tilstand. Dog var jeg nær et hjerteanfald… Det blev efterfølgende sagt, at hvis jeg bare kunne slappe lidt mere af, så var der sådan set ikke så meget andet at påtale ved min kørsel. Noget siger mig, at jeg skal have en ordentlig røvfuld køretimer, inden jeg så meget som tænker på at anskaffe mig en bil en dag, men det bliver først aktuelt laaangt ude i fremtiden!

Niels Ebbesen har fået selskab.




Randers tog sig anderledes ud her til morgen, da jeg skulle ned til ørelægen. Jeg måtte selvfølgelig undersøge hvad det gik ud på. Det er en kampagne, projekt UDENFOR, som er skabt for at sætte fokus på hjemløse. Meget fint initiativ. Og jeg var bestemt ikke den eneste, som lige skulle kigge lidt nærmere på Niels Ebbensen's nye venner.