fredag den 31. august 2012

Så ved man at det er tåget!


Jeg plejer at kunne se en meget stor skorsten fra min bopæl, men onsdag morgen var den "forsvundet". Det var simpelthen så tåget den morgen!

torsdag den 30. august 2012

Den cykelinteresserede læsehest.

Der er blevet læst endnu flere bøger om cykling - og jeg har atter været på biblioteket efter en ny stak cykelbøger. Jeg skal da lige love for, at det der cykling er steget mig til hovedet!





onsdag den 29. august 2012

En form for mareridt?!

Jeg havde den underligste drøm i nat! Det begyndte i et kæmpe hus, hvor jeg delte lejlighed med min søster (tror jeg nok det var), og i samme bygning var der også et kollektiv. I hele huset var der to toiletter. Senere var jeg ude at køre sammen med Looney, og vi kunne slet ikke finde vej. Dog fandt vi nogle lykke-kalve (hvad end det er), som gik og græssede ved et musikhus. Udenfor sad der to alkoholikere, som var overbeviste om, at de havde set os før. Jeg genkendte dem overhovedet ikke! Pludselig befandt jeg mig inde i musikhuset, til audition på X-factor (shit altså), og Blachman lovpriset mit talent. "Hun vinder jo det hele. Det er krystal klart!" - og han havde ikke engang hørt mig synge ?! Det virkelig underlig var, at jeg så min egen og de andres reaktion udefra, altså som i en helt anden person! Og jeg var rystet! Meget mere end de andre. Jeg sad på en stol lige ved siden af Blachman, hvor der også var en håndfuld andre talenthungrende mennesker. Rummet var lille, og vi sad nærmest på rad og række langs den ene væg. En af dem stod og skulle til at synge for dommerpanelet, da Blachman gav sin mening til kende. Anne Linnet var der også. På et tidspunkt siger Blachman til mig "Du ser skide godt ud". I min drøm havde jeg sorte nylonstrømper på, en hvid nederdel med blomstermotiv (den som jeg lige har købt på udsalg i H&M IRL), en eller anden top og min gamle, beigefarvede habitjakke. Jeg skal ikke kunne sige om jeg rent faktisk så godt ud. I det øjeblik så jeg ikke mig selv via en helt anden person.



Jeg aner ikke hvad sådan en drøm betyder - og jeg tror heller ikke at jeg ønsker at vide det. Men det var sgu lidt skræmmende, at drømme om Blachman!

Jeg er dog ret vild med Blachman, og det er nærmest udelukkende pga. ham, at jeg ser x-factor!

tirsdag den 14. august 2012

'Slave' af Mende Nazer.


Der sker et eller andet i en, når man læser en bog som denne. Min mor anbefalede mig at læse den, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig, da jeg først var begyndt på den. Bogen handler om Mende Nazer, som er født og opvokset i Nubabjergene i Sudan, hvor hun i en alder af ca. 12 år bliver taget til fange under et angreb på landsbyen, og sælges som slave. Hun holdes som slave i 6 år, både i Sudan og i London, indtil det en dag lykkedes hende at flygte og opnå asyl i UK.

Det allermest tankevækkende ved at læse denne bog var for mig året hvor hun blev fanget og solgt. Det var i 1993 - året hvor jeg selv var 12 år gammel. Endvidere er det utroligt at tænke på, at hun var slave helt frem til årtusindskiftet!!! Det er for mig helt ubegribeligt, at sådan noget kan foregå i denne moderne verden, især når jeg tænker på hvordan mit liv var i 1993, og hvordan jeg festede natten lang, da vi gik ind i år 2000.

Bogen kan helt klart anbefales. Den giver virkelig stof til eftertanke.

mandag den 13. august 2012

Læsehesten rammes af 'Tour de France'-feber!

Jeg skal gøre det kort og præcist; Jeg er blevet bidt af en gal cykelrytter, og jeg kan ikke forklare hvorfor - sådan er det bare! 'Le Tour' er en gennemgang af Tour de France fra dets spæde start i 1903 og frem til 2005. Hvert løb bliver beskrevet kort med det vigtigste navne og sejre, og jeg blev simpelthen så glad for denne bog at jeg må og skal eje den! Hvis man er til det der Tour de France, så kan jeg varmt anbefale at man læser denne bog.
 
Ja, det er et leksikon fra 1994, så det er nok ikke helt up to date, men ganske god som opslagsbog.

En lille sjov bog om Tour de France 2011 - og om alt mulig andet. Meget morsom, og let læst.

Henrik Jul Hansen gennemgår Tour de France år 1997, altså året efter Bjarne Riis vandt, og han beskriver løbet i al dens skønhed etape for etape.

Denne bog beskriver Tour de France året efter den store Festina-dopingskadale, hvor en meget systematisk doping blev afsløret. Henrik Jul Hansen viser i denne bog, at det der med doping ikke bare er så lige til som man skulle tro. Der er så mange aspekter i det, at man alt for nemt konkludere at alle cykelryttere er nogle 'doping-svin'. En meget interessant bog, som selvfølgelig også omhandler cykelløbet, Armstrong's første sejers år (han vandt løbet 7 gange) og Jul Hansens ophold i det franske under hele løbet.

Den gale cykelrytter har atter fået mig til at hente en ordentlig stak cykelbøger på biblioteket, så 'Tour de France'-feberen raser stadigvæk i min verden. Læser for øjeblikket 'Tusind meter til lykken'.

søndag den 12. august 2012

Læsehesten tager tilløb.

Det tog en hel del tid at få læst 'Fortællinger om natten' af Peter Høeg, hvilket jeg havde frygtet, men det skyldtes nu mest, at der kom en flytning i vejen, og den tog som bekendt hårdt på mig. Da jeg læste 'Elefantpassernes børn' tog det mig en krig at komme igennem den, fordi skrivestilen var så anderledes end jeg har været vant til. I 'Fortællinger om natten' er det er lettere skrivestil, og jeg kan faktisk huske en stor del af handlingen uden besvær. Det kniber lidt med Elefantpassernes børn'. I 'Fortællinger om natten' skriver Peter Høeg 7 forskellige historier, som alle foregår om natten den 29. marts 1929 (hvis jeg ikke husker meget fejl), og hver enkelt historie har en pointe. Da det er korte historier med hver sit tema (om man vil) gør det læsningen en hel del nemmere. Man skal ikke huske 300 siders handling fra ende til anden, men hver enkelt historie, og det gjorde altså bogen meget læsevenlig. Jeg kunne nok godt have læst bogen på meget kortere tid, men der kom som sagt en masse i vejen. Jeg er ret sikker på, at jeg vil læse bogen igen på et senere tidspunkt.

Bogen '101 råd til motivation' var en lille "selvhjælpsbog" om hvordan man motiverer sig selv. Enkelt råd viste sig at være meget nyttige, mens andre virkede lidt for "over-doing-it". Dog en ganske fin lille bog, som ikke er særlig svær at tygge sig igennem.

Bogen 'Hvordan du siger nej uden skyldfølelse' var altså så malplaceret som den kunne være. Jeg kunne ikke forholde mig til særlig meget i den, og jeg tænkte, at den ville blive et helvede at få læst færdig. Så jeg droppede at læse den færdig. Og godt for det, for den var altså ikke passende til mig og situationerne i mit liv - det er i hvert fald sådan jeg føler det. Derfor sprang jeg på biblioteket, og fik hentet 'Peter Pan' hjem. Det er en børnebog, men hvem kender ikke historien om Peter Pan? Jeg havde genset filmen 'Finding Neverland' kort forinden, og så blev jeg altså en smule nysgerrig efter at læse bogen 'Peter Pan'. Jeg tror faktisk aldrig at jeg har læst den. Bogen var selvsagt utrolig let at læse. Jeg brugte vel en lille time på at læse den - men det var nu alligevel lidt hyggeligt, at gå lidt i barndom igen ;)

Life is a bitch – get used to her – NOW!


Det burde jeg faktisk allerede være klar over. Rigtig meget endda. Det er jo nærmest blevet mejslet ind i granitblokke gennem årene. Alligevel er det som om, at hver gang Bitchen atter melder sin ankomst, sparker hun mig ned i kulkælderen. Jeg skrev, at jeg bare lige skulle igennem den 25. juni, og så var jeg fit for fight igen. Det skulle så vise sig, at det ikke holdt stik. Denne sommer blev altså også en sommer fuld af følelsesmæssig ustabilitet. Dels har jeg været bekymret for min Mor, som under en ferie i udlandet blev indlagt på et hospital i en uges tid. Samme dag, som jeg afsluttede mit praktikophold ved tandlægen, og ønskede dem alle en god sommer, døde den ene klinikassistent, og jeg var helt ude af den. Så kunne jeg ellers gå og være usikker på, om jeg ville blive kontaktet af tandlæge vedr. et job og samtidig have det skidt med, at ordsproget ’den enes død, den andens brød’ måske ville få betydning for mig bogstaveligt talt. Og det føltes helt forkert at skulle få job på den måde. 

Jeg har fået jobbet ved tandlægen, og den første uge var simpelthen så hård at komme igennem. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg har stort set dagligt pjattet rundt med klinikassistenten, som nu ikke er her mere, og det var så ubærligt tomt uden hende. Det blev lettere som dagene gik, men det bliver aldrig det samme. Nu er det bare sådan det er. Dermed ikke sagt at hun er glemt.

Jeg havde fødselsdag i går (fredag), og det er nok den mærkeligste fødselsdag nogen sinde. Der skete egentlig ikke noget i løbet af dagen, andet end at jeg var begyndt at blive småforkølet, og var lidt træt af, at der kun var OL i tv (hvilket jeg faktisk har set en hel del af). Sidst på eftermiddagen blev der holdt åbningsfest for Randers Ugen på gaden nedenfor min lejlighed, så mens Søs Fenger, Rasmus Thude og Kim Wagner sang og spillede musik, fik jeg gejlet mig selv op til en party-uartig aften. Og jeg kom godt nok af sted til åbningskoncert med A Friend in London, men det var lidt halvtamt. Ikke på grund af gutterne på scenen – overhovedet ikke – men fordi Looney og jeg åbenbart havde misforstået hinanden totalt. Ifølge mig havde vi en aftale, og ifølge Looney havde vi kun snakket øst om det. Hurra for kommunikation, det er til for at blive misforstået!

Da jeg havde fået så rigeligt af A Friend in Londons awsomeness, gik jeg hjem og overvejede faktisk at gå i seng. Det endte med at DVD-kanalen vandt, og jeg hyggede mig med Ringenes Herre Kongen vender tilbage i et par timer eller tre (f*ck hvor er den film egentlig lang – men afsindig god!!!).

Hele dagen i dag har jeg døjet med den skide forkølelse, og faktisk sovet mere eller mindre hele dagen. Nu kan jeg så ikke falde i søvn igen, fordi Tim Christensen rocker Teltet for vildt, og det kan høres helt her hen hvor jeg bor. Det ville have været fedt, hvis altså jeg stod nede i teltet og skråle med, i stedet for at sidde her med dynger af snotpapir og gud-ved-hvilken-nr-kop te.