Tirsdags Klumme.

Tilføjelse 2014 oktober 21.: skrevet på dagen hvor uddelingen af Nobels fredspris fandt sted.

2010 december 10.,

Det sneer. Ikke voldsomt, men det sneer. Sneen daler lige så stille ned fra den grå himmel, og lægger sig som et beskyttende lag. Det er lydløst. Det kommer dalende ned fra himmelen i små, fine krystaller. Det skaber en barriere mellem jorden og himmelen. Det lægger sig som en dyne over landet. Det sneer, og det får mig til at tænke på smukke julesalmer og glæden som kommer. Men det får mig også til at tænke på verdenen. Hvad sker der med den? Går vi mod dårligere tider eller mod bedre tider? Får dagens begivenheder en mærkbar betydning, eller går den i glemmebogen? Bliver verdenen et bedre sted at være for alle mennesker eller er det blot ønsketænkning hos demokratiets vogtere? Går vi en dyster tid i møde? Vil der blive uorden i verdensordenen? Glemmer vi vores internationalitet og bliver til en flok egoistiske nationalister? Vælger vi at fokuserer indad, og kaste en stor, fed pil efter verdenen udadtil? Bliver vi højrøvede og arrogante over for andres værdier og holdninger? Ender vi som en lille, lukket kreds med manglende forståelse for omverdenens problemer? Bliver vi ligeglade?

Er det ikke menneskets natur, at være sig selv nærmest? Præcis som de vildtlevende dyr på savannen i Afrika. Et såret dyr er ikke til gavn for flokken. Det må efterlades til en skæbne der er uundgåelig, for ellers vil det sårede dyr med sikkerhed sløve flokken og gøre hele flokken sårbar. Survival of the fittist. Sådan er det også i den menneskelige verden. Er du anderledes, sær eller den lokale landsbytosse, bliver du overladt til en uundgåelig skæbne. Du passer ikke ind. Du bidrager ikke. Du er unyttig for det danske samfund. Men hvis du er pragmatisk, letpåvirkelig og åben for vejledning så kan du bruges. Du kan formes, som en klump modellervoks, så du passer ind i samfundsbilledet uden at skabe for meget disharmoni. Du bliver oplært i, at tale efter munden på dine fjender. Du lærer at sige netop det, som er passende at sige højt. Du er populistisk, du fanger sofavælgernes interesse og du har rent mel i posen. Hvis du er selvsikker, robust og har en skræmmende virkning på alt og alle, så har du magten. Du løfter din lillefinger, og som ved et lynnedslag fra en klar himmel, er samfundssituationen ændret til din fordel. Du fører dig frem med din mandighed og udstråler styrke og lederegenskaber. Du sætter de andre på plads, sætter dagsordenen og tager beslutninger som samfundet ikke selv magter at tage. Hvis beslutningerne viser sig at have en negativ effekt er det samfundets egen skyld. Du har dit på det rene. Du har ikke gjort noget forkert. Du er jo verdensmand.

Men præcis som den dominerende han, i en flok, kan væltes af pinde, lige så let kan magtens overhoved fjernes, og sporene slettes. Til sidst har samfundet glemt alt om dig. Til sidst er du kun en landsbytosse, som ingen vil kendes ved. Du levede ikke op til forventningerne. Du kunne ikke løse opgaverne på en tilfredsstillende måde. Du fejlede men i dit opblæste sind, kan du ikke erkende nederlaget. Du føler dig uretfærdigt behandlet, misforstået og krænket. Men du kan ikke gøre noget ved det. Du har ikke længere magten. Det har du aldrig haft. Magten kan ikke ejes. Magten kan man ikke tegne patent på. Magten er aldrig underkastet et enkelt menneske. Magten vil ikke spærres inde. Magten er hos samfundet, hos folket, og gennem folket kommer magten til udtryk. Det er folket der kæmper og slider og slæber for at du kan agerer leder for dem. Men du er aldrig lederen! Så længe folket samler sig, lægger sig som en dyne over gader og stræder, lige så længe er magten hos dem.