Tirsdags Klumme

2010 december 20.,

Det er altid en dejlig følelse at åbne døren og træde indenfor i sit hjem og føle sig rolig igen. Det er dejligt at man kan lukke døren og lave ingenting mens man nyder at være hjemme igen. Jeg elsker at jeg kan te mig præcis dom jeg vil indenfor hjemmets 4 vægge. Mit hjem er min base, stedet hvor jeg samler ny energi. Her kan jeg være morgengrim og gå i usmarte uldsokker dagen lang hvis jeg har lyst til det. Jeg kan ligge i sengen hele dagen og ligne udskidt æblemos mens jeg prøver at komme mig over en omgang influenza. Jeg kan rode og larme og danse lige så tosset jeg vil, og det er kun katten som kan tænke at jeg er tosset. Men katten kan ikke sladre til nogen, heldigvis. Det er skønt at have et hjem hvor jeg sætter dagsordenen. Jeg kan bestemme alt herhjemme, for der er kun mig selv til at tage hensyn til - og selvfølgelig også katten, men så længe der er mad og vand og en ren kattebakke, så klager han ikke.

Nogen vil sikkert tænke, at det er hammeregoistisk af mig - eller også vil de være dybt jaloux fordi jeg  har så meget fritid til at gøre hvad der passer mig - men hvad de ikke ved, så er jeg jaloux over at de har et hjem med en familie; at de har nogen at dele livets oplevelser sammen med; at de aldrig er alene om bekymringerne. Det kan jeg godt savne engang imellem. Bare det at komme hjem og åbne døren og blive modtaget af katten og ingen andre udpensler i særdeleshed det ensomme liv jeg lever. Det kunne være skønt at komme hjem og se sin familie glæde sig over, at man var hjemme igen. Det er noget stille, at bo alene - også selvom katten kan holde en hel koncert når den trænger til opmærksomhed. Jeg kan selvfølgelig hører naboernes puslen, men det er jo aldrig helt det samme som at bo sammen med et andet menneske.

Lige meget hvor højt jeg ønsker, at have en familie omkring mig, så kunne jeg ikke forestille mig at bo sammen med nogen anden her i mit hjem. Jeg kan ikke rumme et andet menneske lige nu, og når jeg åbenbart er så egoistisk, så vil der ikke kunne blive plads til en anden i mit liv end katten. Det er underligt at det er sådan, men jeg må jo have mere end nok i mig selv lige for tiden, og så må jeg vel bare acceptere at sådan er det.

Måske er krisen omkring de 30 så småt begyndt at spirer indeni mig? Måske føler jeg at alting er så forvirrende lige nu, at jeg ikke kan overskue at dele mine tanker og følelser med et andet menneske? Er det sådan det føles før man finder sig selv? På samme måde som man føler hjemve når man er på farten, og så finder ro når man træder indenfor i sit hjem? Hvis det er tilfældet, så må den indre ro altså meget snart indfinde sig her på matriklen, tak, for jeg er efterhånden godt træt af denne mentale søgen efter ro.

Måske er det med den indre ro som med kærlighed; Den kommer dumpende når du mindst venter det. Måske finder jeg først min indre ro når jeg holder op med at søge efter den? Tja, det er jo et godt spørgsmål. Jeg tror jeg vil gå ned og tømme min postkasse, kigge på dagens rudekuverter og så ellers bare finde ud af om det kommer noget interessant i flimmerkassen i aften. Jeg kan jo gøre som jeg vil - katten er ligeglad, når bare jeg ikke bliver væk alt for længe. Lige nu er katten så totalt ligeglad som man kan være; Han sover. Hvor må det være skønt, at være kat!

Tirsdags Klumme

2010 december 19.,

Det er meget snart jul, men det er du vel ikke i tvivl om. Der er noget helt specielt ved jul. Og her taler jeg ikke om julegaver, Jesusbarnet eller andestegen og alt det andet juleri. Nej, det specielle ved julen er en følelse som rammer mig hvert år. Hver eneste jul tænker jeg på dem, som ikke længere er i blandt os. Og jeg tænker på dem som jeg har kær, men som jeg ikke ser. Jeg tænker på hvordan mine familiemedlemmer vil opleve julen i år, og hvad julen betyder for dem. Og hvert år rammes jeg af en skyldfølelse over, at jeg ikke har fået mig taget sammen til at sende julekort. Godt nok er breve med frimærker på og en personlig hilsen indeni blevet en sjældenhed i dagens Danmark, men posten skal da også mærke det er jul i år - men altså ikke pga. mig. Desværre.

Til næste år vil jeg sende julekort. Det skal jeg altså. Også til dem, som jeg engang skrev julekort til. Ellers får jeg bare endnu mere skyldfølelser til næste år, og det er ikke rart at have op til jul. Julen er hjerternes fest, som man siger, og for mig betyder det samvær med familien. Jeg skal da også fejre juleaften sammen med et par familiemedlemmer, men altså ikke med hele familien. Sådan er det i min familie. Vi er spredt for alle vinde.

Julen er bestemt ikke hvad den har været. Engang var vi samlet for at fejre juleaften. Men sådan er det ikke mere. Vi bliver færre og færre for hver juleaften. Nogle er faldet fra, andre har fået nye familier. Det er ikke let at stille alle tilfreds.

Det underlige er, at jo ældre man bliver, jo mindre magisk er julen. Den barnlige glæde og forventning aftager jo ældre man bliver, og julens budskab drukner i alt for meget mad, sprut og gavepapir. Julen er tiden hvor folk bliver stressede, køber alt for dyre gaver, får rod i økonomien og når så endelig juleaften oprinder, ja så er glæden ved at gi helt forsvundet. Det undre mig altid hvorfor folk stresser rundt, handler ind til flere måneders forbrug og mest af alt hvorfor folk glemmer hvad jule i bund og grund handler om.

Hvad er meningen med at gi store og dyre gaver, når de fleste i dagens Danmark blot går ud og køber de ting, som de lige synes de står og mangler. For det gør folk. Man ønsker sig ikke længere noget særligt til jul, for man har selv købt det sidste nye indenfor telefoni, fjernsyn og it. Man har luft i økonomien til, at købe andet end mad og andre nødvendige husholdningsting. Derfor han man enten virkelig svært ved, at skrive en ønskeseddel til jul, eller også køber giveren en anderledes gave i form af oplevelser og kultur. Tænk, hvis man holdt juleaften helt uden gaver, men i stedet nød hyggen med familien og brugte et par minutter på, at tænke over julens budskab. For de helt små ville det nok være svært at undvære gaverne, men for de voksne ville det give et helt anderledes syn på julen. Det er jeg faktisk sikker på.

I bund og grund kunne det være interessant at finde ud af hvor mange der holder jul for at fejre Jesusbarnet. Hvor mange danskere går i kirke, udover den ene gang til jul? Og vigtigst af alt lærer børnene hvorfor vi fejre jul? Ved børnene at Jesus blev født i Betlehem julenat? Ved de overhovedet hvem Jesus er, når tv-julekalenderen handler om nisser med spræl i? Jeg tror det næppe. Det er ikke mange, i min familie, som fejrer jul pga. budskabet. I størstedelen af min familie fejre man jul som alle andre, og man er nok mere optaget af assernes fest end kristendommens frelser.

Don't laugh, men....

....Jeg har forsøgt mig med at lave Water Marble Nailart, efter at Maiken slog en video op på Facebook i går, hvor man kan se hvordan man gør. Efterfølgende så jeg et hav af video'er på YouTube, hvilket var ganske god underholdning når nu jeg lå hjemme under dynen - er for tiden plaget af en slem omgang forkølelse og hoste.

Resultatet - både neglelakken og billedkvaliteten kan diskuteres, men jeg har i det mindste forsøgt.

Tirsdags Klumme

2010 december 18.,

Jeg har været der hvor rejsen gennem livet slutter i dag. Jeg har set genkendelige navne udhugget i sten på rad og række. Jeg har sendt dem alle en stille hilsen i håbet om, at jeg en skønne dag vil se dem igen. Hvis altså der er noget på den anden side af livets rejse.

Jeg har været der hvor livet begynder i dag. Jeg har set hvor trygt og godt moderens beskyttende verden kan være. Jeg har frydet mig over, at et nyt liv snart vil se dagens lys.

Men den ufødte vil på ingen måde få samme rejse gennem livet som dem hvis navne jeg har set udhugget i sten i dag. Fordi jeg har blodets bånd til fælles med dem. Det har jeg ikke med det ufødte liv. Det ufødte liv er af en helt anden art end mennesket. Det vokser op for at kunne fodres, malkes, insemineres, føde andre artsfæller og så til sidst blive slagtet og spist. Jeg har sikkert drukket dens mælk inden den slagtes en skønne dag, og jeg får sikkert også smagt på dens kød efterfølgende. Sådan er det på landet. Køer er nyttedyr i vores samfund. Vi spiser dem for at føle os mætte. Men vi ser ikke en ko for vores indre blik, når vi står hen over køledisken og vælger en pakke hakket oksekød. Vi ser et måltid mad.

Når jeg ser køerne stå på rad og række i en stald og gumler på kraftfoder, insilage og halm mens de skider og pisser, så ser jeg ikke et måltid mad. Jeg kigger dem i øjnene, snakker lidt med dem og studerer deres kropsbygning. Jeg ser blodårerne tydeligt på det udspændte yver, og bemærker hvordan huden reagere på fluernes tilstedeværelse, før koen svinger halen op og dasker dem én.

Det er underligt at tænke på hvor forskelligt liv ender i denne verden - og ikke mindst hvor forskelligt vi byder dem farvel. Når et menneske dør sørger vi og holder en ceremoni for dem, som efterfølgende vil blive kaldt for ’smukt’. Når et nyttedyr dør skal det bare af vejen, og så tænker man ikke mere over det. Men når et kæledyr dør, så reagerer vi med sorg og savn. Nogle vælger, at dyrlægen skal skaffe det af vejen. Andre begrave det i baghaven, og så er der endelig de mennesker, som får deres kæledyr kremeret og opbevarer asken i en urne på en hylde hjemme i stuen. Vi reagerer forskelligt når det drejer sig om vores kæledyr. Kæledyr er ikke nyttedyr på samme måde som en ko. Et kæledyr er et selskabsdyr ssom venter på os når vi kommer hjem, kræver mad, pleje og pasning og masser af kærlighed. Vi ophøjer vores kæledyr til noget særligt. Vi giver dem menneskelige egenskaber, og når de dør, ønsker vi at byde dem farvel på præcis samme måde, som vi byder et menneske farvel.

Jeg ved hvor livet begynder og jeg ved hvor livet slutter. Men rejsen fra det ene sted til det andet kan ikke forudsiges. Vi kan kun gætte på hvad der sker i næste uge, til næste år og så videre. Men vi ved det ikke. Vi vælger dog at fortsætte rejsen fordi vi kan. Vi kan sagtens tænke tilbage til et givet tidspunkt i vores liv og tage ved lærer af vores erfaringer fra den gang, men end ikke to oplevelser eller begivenheder er ens. Fordi vi reagerer på en måde på et givent tidspunkt i vores liv, er det ikke ensbetydende med, at vi reagerer på samme måde en anden gang. Vi holder aldrig op med, at lære om livet.

Jeg har set der hvor livet slutter i dag, og jeg har set hvor livet begynder. Og det har givet grund til eftertanke. Næste gang vil jeg reagere anderledes. For sådan er det.

Tirsdags Klumme

2010 december 17.,

Jeg var tidligt oppe her til morgen. Tidligere end planlagt, men når nu jeg var vågen så kunne jeg jo lige så godt stå op og nyde stilheden i denne sovende by. Jeg var ude af døren, da solen begyndte sin rejse i øst for at fortsætte over himmelen mod vest. Morgengryet kaldte på visen ’I østen stiger solen op’ og ganske som i visen, så spredte solen guld på sky. Jeg nød dette magiske øjeblik mens jeg ventede på x-bussen mod Viborg. Det var koldt at stå ved busstoppestedet og vente. Rimfrosten lå som et lammeskindstæppe over byen, og malede alt hvidt. Veje, buske og træer samt hustagene var kridhvide af rimfrost. Mens jeg rejste mod vest steg solen højere og højere på den blå himmel. Da jeg ankom til Viborg fik jeg ventetiden til at gå med at sluge en Mathildecacaomælk og ellers fryse fra inderst til yderst. Og det uanset om jeg var udenfor eller inde i ventesalen på Viborg togstation. Jeg kunne dog trøst mig med at der ikke var annonceret forsinkelser på min videre færden mod vest. Jeg ville dog gerne have vidst hvad de andre rejsende havde tænkt sig at bruge 50 minutters forsinkelse på. Jeg overhørte en samtale mellem en flok unge, som skulle til Århus og videre. Der var også en kvinde med et barn, som ikke lod sig bemærke af stemningen. Barnet fandt det spændende at gå på opdagelse i ventesalen, og så gå rundt om hele DSB bygningen. Tænk på hvor ukompliceret alting er for et barn. Forestil dig, at vi alle så verdenen gennem barnet – altså ikke barnet i Betlehem – og tænk så på hvor ukompliceret alting ville virke. Så ville vi iagttage, suge til os af inputs, leve i nuet og ikke bekymre os om hvad morgendagen vil bringe. Vi ville kunne forlade vores voksensind og fornemme naturen og livet pulserer omkring os. Opmuntret af barnets nygerrighed, fortsatte jeg min rejse mod vest. Jeg glemte dog hurtigt alt om barnets sind, da jeg begravede mig i et litterært univers om jagt og hjorte i et lige så koldt og uvelkomment terræn som det kong vinter serverede for os i disse dage. Undervejs lod jeg dog blikket strejfe landskabet, som susede forbi mig udenfor. Over alt var der hvide landskaber, som mindede mig om hvor bidende koldt det var udenfor – og det på trods af at det var langt op af formiddagen.

Jeg blev endnu mere betaget af bogen og dens beskrivelse af jægeren, byttet og naturen. Jeg syntes det var spændende, at bogen blandede begivenhederne og satte fokus på indianernes forhold til naturen. Jeg følte en nysgerrighed vokse indeni mig, da ord som ’kraften’, ’yderst nødvendigt’ og ’taknemlighed’ gav en dybere mening i denne kaotiske verden. Jeg besluttede mig for, at få opfrisket min viden om indianernes tro, overbevisning og livsstil. Det kunne jo tænkes at der lå et par sandheder gemt deri, som kunne påvirke min videre færden gennem livet.

Da jeg fik løsrevet mig fra bogen og mine filosofiske tanker, bemærkede jeg at fjorden var frosset til. Det plejer ellers at være godt gang i bølgerne omkring Struer, men i dag var det frosset til. Fjorden var næsten slet ikke til at kende igen. I stedet for den blågrønlige farve var fjorden helt hvid.

Jeg fik set solens rejse til ende sidst på eftermiddagen. Jeg var gået hen over den frosne gårdsplads i alt for store træsko, og da jeg havde taget et par tykke uldsokker på fødderne, inden jeg hoppede i skoene, lignede jeg mest af alt en gammel bondekone da jeg gik hen over pladsen – dog ikke i passende påklædning for en kone tilbage i 18 hvidkål. Jeg tvivler på, at konerne kunne købe fine vinterfrakker i H&M dengang. Men solen gik ned, og sendte en gylden hilsen til den kolde verden inden aftenen og natten faldt på. Langsomt sænkede rimfrosten sig over landet, og der blev hurtigt dannet iskrystaller på vinduerne. Jeg stod indenfor i det kolde værelse mens jeg fik en smøg, og kiggede på iskrystallerne. Det er fascinerende, at tænke på, at ikke to iskrystaller er ens. Måske huskede jeg alligevel at anskue verdenen gennem et barns øjne i dag?

Tirsdags Klumme

2010 december 16.,

Det kom snigende som en tyv i løbet af aftenen. Kulden. Langsomt strammede den sit greb om landet, og satte synlige spor alle vegne. Det glitrede på husmure og biler, men mest tydeligt var det dog på træerne. Det ensomme, men smukt pyntede juletræ, som stod ved kajen på havnen og kastede sit lysskær over isbryderen ’Jens Ove’, havde tidligere på aftenen stået med dens grønne prompt og pragt, men nu havde frosten sat sig som sylespidse pigge på hver en grannål. Nu var det ikke længere et frodigt, grønt juletræ med lyskæder, men snare en hvid silhuet, oplyst og spøgelsesagtigt. De andre træer, som stod langs parkeringspladsen og jernbanen, var også juvelbesat med kuldens tænder. Hver en gren var vokset betydeligt i tykkelsen, og stod nu ud fra kronen som skeletagtige fingre. Hvide, tynde fingre som pegede i alle retninger. På en og samme tid var det fascinerede at se på, men også gysende. Vinden sendt kulden ind i hver en krog, hver en sprække og fik ens åre til at føles som is. Men vinden kunne ikke blæse det spøgelsesagtige skær af træerne. Frosten kunne end ikke vinden hamle op med. Det var som om, at vinden bukkede for frosten og blæste udenom. Det var koldt. Det var blæsende. Og alt var stivfrossent. Som have en istid pludselig gjort sit indtog i byen helt og aldeles ubemærket.

Jeg kravlede ned under min kolde dyne, da jeg kom hjem, og tænkte på den nærtstående juleaften, i håbet om, at tankerne ville holde mig varm. Men selv der gjorde kulden sit indtog. Frosten havde bidt sig fast her og der og alle vegne, og til sidst var byen så funklende som stjernehimmelen med dens meteorstorm. Jeg faldt hen i en døs, og overgav mig til sidst til drømmenes land. Om der var varme husker jeg ikke, men jeg fik udhvilet min kolde sjæl. I nattens løb blev frosten alligevel overvundet af blæsten, og vinden førte regnvejr med sig. I stedet for at fryse i marv og ben, blev jeg druknet i vand fra oven. Kulden fik dog hurtigt fat igen, og strammede denne gang grebet endnu fastere om byen. Mine fingre blev følelsesløse, og mine tanker frøs til is. Jeg mærkede hvordan kulden sneg sig ned i mine lunger, og sendte sine sylespidse pigge rundt i kroppen på mig, og til sidst var jeg frosset til i hvert et led. Jeg rørte mig ikke ud af flækken, hvor jeg stod. Jeg var spøgelsesagtig at se på, i en by hvor frosten ganske langsomt tog magten. Og det uden at nogen var klar over det. Alle var spøgelsesagtige at se på, og de, som endnu ikke var frosset til i ledene, gik hvileløst rundt og raslede med usynlige lænker.

Juletræet, som aftenen forinden havde stået og strålet hvidt i hvidt, kæmpede nu en indædt kamp mod kuldens hugtænder. Træet ville ikke lade sig kue af frosten, for det var sat på havnen for at skabe stemning og få byboerne til, at tænke på den rare juleaften med andesteg, vin, sovs, brunede kartofler, rødkål, mandelgaven, dansen omkring et juletræ, gaverne og hygge sammen med familie og venner. Og ganske langsomt veg kulden tilbage, og lod juletræet stå grønt og smukt på havnekajen, mens byboerne langsomt vågnede af deres døs og genoptog julegaveindkøbene. Men byboerne vidste ikke hvad der var hændt dem. Jeg kunne heller ikke sætte en finger på det, men alligevel syntes jeg, at noget var forandret. Juletræet var dog ikke i tvivl; midt i den isnende kulde havde julestemningen sænket sig over byen, og givet plads til varme og hjerterum.

Det betyder ikke noget om det er koldt, blæser, regner eller sner. Når først lysene på træet er tændt, kan hverken mørket eller frosten slukke det. Der er nemlig noget ganske særligt ved julestemningen. Kan du også mærke roen og trygheden indeni dig nu?